Den fulde tekst
Bekendtgørelse om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer1)
I medfør af § 17, stk. 1, § 40, stk. 1, § 49,
stk. 1, og § 60, stk. 3, i lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr.
250 af 8. marts 2013, fastsættes:
Ansøgning om beskyttelse
§ 1. Ansøgning om
registrering af en beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB), en beskyttet
geografisk betegnelse (BGB) eller en garanteret traditionel specialitet
(GTS) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1151/2012 af 14. december 2012 om kvalitetsordninger for
landbrugsprodukter og fødevarer, skal sendes til Fødevarestyrelsen.
§ 2. Ansøgning om
registrering af en beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB), en beskyttet
geografisk betegnelse (BGB) eller en traditionel benævnelse i henhold
til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en
fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser
for landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), skal sendes til
Fødevarestyrelsen.
§ 3. Ansøgning om
registrering af en geografisk betegnelse i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar
2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt
beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af
Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89, skal sendes til Fødevarestyrelsen.
§ 4. Ansøgning om
ændring af specifikationer for produkter, der er registreret i henhold
til de i §§ 1-3 nævnte forordninger, skal sendes til Fødevarestyrelsen.
National indsigelsesprocedure
§ 5. Efter
Fødevarestyrelsens verifikation af, at en ansøgning i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 14.
december 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer
eller fusionsmarkedsordningen er berettiget og indeholder de krævede
oplysninger og dokumentationer, offentliggøres ansøgningen på
høringsportalen og Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Stk. 2. En ansøgning om en
eller flere væsentlige ændringer af en varespecifikation i henhold til
en af de forordninger, der er nævnt i stk. 1, offentliggøres på
høringsportalen og Fødevarestyrelsens hjemmeside.
§ 6. Inden for en
frist på en måned fra datoen for offentliggørelsen af ansøgningen, jf. §
5, kan enhver fysisk og juridisk person med en legitim interesse, og
som er etableret eller har bopæl i Danmark, gøre indsigelse mod
ansøgningen.
Stk. 2. Indsigelser, som omhandlet i stk. 1, skal sendes til Fødevarestyrelsen.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan i særlige tilfælde forlænge indsigelsesfristen i stk. 1.
EU indsigelsesprocedure
§ 7. Såfremt en fysisk
eller en juridisk person med en legitim interesse, og som er etableret
eller har bopæl i Danmark, ønsker at gøre indsigelse mod en af
Kommissionen offentliggjort ansøgning om beskyttelse i henhold til en af
de forordninger, der er nævnt i §§ 1-3, skal indsigelsen sendes til
Fødevarestyrelsen senest en måned før, indsigelsesperioden udløber.
Kontrolorganer
§ 8. Kontrolorganer,
der er akkrediteret, jf. art. 39, stk. 2, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning nr. 1151 af 14. december 2012 om kvalitetsordninger
for landbrugsprodukter og fødevarer, kan ansøge Fødevarestyrelsen om
tilladelse til at varetage specifikke opgaver vedrørende den officielle
kontrol af overholdelsen af varespecifikationer for landbrugsprodukter
og fødevarer.
Stk. 2. Kontrolorganer, der
er akkrediteret, jf. art. 118p i fusionsmarkedsordningen eller art. 22,
stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af
15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af
samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse
af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89, kan ansøge Fødevarestyrelsen om
tilladelse til at varetage specifikke opgaver vedrørende den officielle
kontrol af overholdelsen af produktspecifikationer for vin og spiritus.
Stk. 3. Et kontrolorgan, jf. stk. 1 og 2, skal med henblik på Fødevarestyrelsens godkendelse af ansøgningen godtgøre,
1) at en produktsammenslutning har anmodet kontrolorganet om at foretage kontrollen,
2) at kontrollen foregår på dansk, og
3) at kontrolorganet opfylder kriterierne i art. 5, stk. 2, litra b og c, i kontrolforordningen.
§ 9. Hvis
Fødevarestyrelsen imødekommer kontrolorganets ansøgning, udarbejder
styrelsen det kontraktmæssige grundlag, der indeholder de krav og
betingelser, som kontrolorganet skal overholde. Kontraktforholdet har en
varighed på 5 år.
Stk. 2. Kontraktforholdet kan forlænges efter en konkret vurdering, såfremt
1) kontrolorganet
har dokumenteret, at organet har overholdt de krav og betingelser, der
fremgår af det kontraktmæssige grundlag, jf. stk. 1, og
2)
Fødevarestyrelsen i hele kontraktsperioden har fået stillet alle
relevante data til brug for en eventuel sagsopfølgning til rådighed af
kontrolorganet.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen
kan opsige kontrakten, jf. art. 5, stk. 3, i kontrolforordningen, hvis
en audit eller et tilsynsbesøg viser, at kontrolorganet ikke varetager
kontrollen af kvalitetsordningen tilfredsstillende.
Straffebestemmelser
§ 10. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder:
1) Art. 12, stk.
3, art. 15, stk. 3, art. 23, stk. 3, eller art. 44, stk. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151 af 21. november
2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer.
2) Art. 118v, stk. 1, afsnit 1, art. 118y, stk. 1, litra b, eller art. 118za, stk. 2, i fusionsmarkedsordningen.
3) Art. 9, stk. 4
og 7, art. 10, stk. 1, og art. 14, stk. 2, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition,
betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske
betegnelser for spiritus og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr.
1576/89.
§ 11. Forkert
anvendelse af de fakultative angivelser i art. 118z, stk. 1, litra d, e
og g, i fusionsmarkedsordningen straffes med bøde.
§ 12. Medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes følgende
handlinger, jf. art. 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1151 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for
landbrugsprodukter og fødevarer, med bøde:
1) Enhver direkte
eller indirekte kommerciel brug af en registreret betegnelse for
produkter, der ikke er omfattet af registreringen, hvis disse produkter
kan sammenlignes med de produkter, der er registreret under denne
betegnelse, eller hvis anvendelse af betegnelsen indebærer udnyttelse af
den beskyttede betegnelses omdømme, herunder hvis produkterne anvendes
som ingrediens.
2) Enhver
uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning, selv om
produkternes eller tjenesteydelsernes virkelige oprindelse er angivet,
eller den beskyttede betegnelse er oversat eller er ledsaget af udtryk
såsom »art«, »type«, »måde«, »som fremstillet i«, »efterligning« eller
tilsvarende, herunder hvis produkterne anvendes som ingrediens.
3) Enhver form for
falsk eller vildledende angivelse af produktets herkomst, oprindelse,
art eller vigtigste egenskaber på den indre eller ydre emballage, i
reklamer eller i de dokumenter, der vedrører det pågældende produkt,
samt anvendelse af emballager, der kan give et fejlagtigt indtryk af
produktets oprindelse.
4) Enhver anden praksis, der kan vildlede forbrugerne med hensyn til produktets virkelige oprindelse.
§ 13. Medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes følgende
handlinger, jf. art. 118m, stk. 2, i fusionsmarkedsordningen, med bøde:
1) Enhver direkte eller indirekte kommerciel anvendelse af en beskyttet betegnelse
a) for lignende produkter, som ikke er i overensstemmelse med den beskyttede betegnelses produktspecifikation, eller
b) for så vidt sådan anvendelse udnytter en oprindelsesbetegnelses eller en geografisk betegnelses omdømme.
2) Enhver
uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning, selv om produktets
eller tjenesteydelsens virkelige oprindelse er angivet, eller den
beskyttede betegnelse er oversat eller er ledsaget af udtryk som »art«,
»type«, »måde«, »som fremstillet i«, »efterligning«, »smag«, »som« eller
tilsvarende.
3) Enhver anden
form for falsk eller vildledende angivelse af produktets herkomst,
oprindelse, art eller væsentlige egenskaber på den indre eller ydre
emballage, i reklamerne eller i dokumenterne for det pågældende
vinavlsprodukt samt anvendelse af emballager, der kan give et fejlagtigt
indtryk af produktets oprindelse.
4) Enhver anden form for praksis, der kan vildlede forbrugerne med hensyn til produktets virkelige oprindelse.
§ 14. Medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes følgende
handlinger, jf. art. 40, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr.
607/2009 af 14. juli 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets
forordning (EF) 479/2008 for så vidt angår beskyttede
oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser,
traditionelle benævnelser og mærkning og præsentation af visse
vinavlsprodukter, med bøde:
1) Ethvert
misbrug, selv hvis den beskyttede benævnelse er ledsaget af udtryk som
fx »art«, »type«, »metode«, »manér«, »efterligning«, »smag«, »lignende«
eller tilsvarende udtryk.
2) Enhver anden
falsk eller vildledende angivelse af produktets art, kendetegn eller
hovedegenskaber på pakningen eller emballagen, i reklamerne eller i
dokumenterne for det pågældende produkt.
3) Enhver anden
praksis, som kan vildlede forbrugerne og navnlig give indtryk af, at
vinen er berettiget til den beskyttede traditionelle benævnelse.
§ 15. Medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes følgende
handlinger, jf. art. 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation
og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus
og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89, med bøde:
1) Enhver direkte
eller indirekte kommerciel brug i forbindelse med produkter, der ikke er
omfattet af registreringen, for så vidt produkterne kan sammenlignes
med den spiritus, der er registreret under den geografiske betegnelse,
eller for så vidt anvendelsen af betegnelsen udnytter betegnelsens
omdømme.
2) Ethvert misbrug
eller enhver efterligning eller antydning, selv hvis produktets
virkelige oprindelse er angivet, eller den geografiske betegnelse er
anvendt i oversættelse eller ledsaget af et udtryk som »art«, »type«,
»stil«, »fremstillet« eller »smag« eller andre tilsvarende angivelser.
3) Enhver anden
falsk eller vildledende angivelse af herkomst, oprindelse, art og
hovedegenskaber i forbindelse med produktets betegnelse, præsentation
eller mærkning, der kan give et fejlagtigt indtryk af produktets
oprindelse.
4) Enhver anden praksis, der kan vildlede forbrugeren med hensyn til produktets virkelige oprindelse.
§ 16. Straffen, jf.
§§ 10-15, kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er
begået med fortsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er
1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor, eller
2) opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller for andre.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kap. 5.
Ikrafttræden
§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2014.
Stk. 2. Samtidig ophæves
bekendtgørelse nr. 1001 af 22. oktober 2012 om beskyttede betegnelser
for landbrugs- og fødevarer og bekendtgørelse nr. 1303 af 17. december
2012 om straffebestemmelser for overtrædelse af forordning om
kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer.
Fødevarestyrelsen, den 6. december 2013
P.D.V.
Hanne Larsen
/ Lisbet V. Nordly
Officielle noter
1)
Bekendtgørelsen indeholder straffebestemmelser, som er nødvendige for at
håndhæve visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for
landbrugsprodukter og fødevarer, EU-Tidende 2012, nr. L 343, s. 1,
Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles
markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for
visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), EU-Tidende 2007, nr.
L 299, s. 1, Kommissionens forordning (EF) nr. 607/2009 af 14. juli
2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) 479/2008
for så vidt angår beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede
geografiske betegnelser, traditionelle benævnelser og mærkning og
præsentation af visse vinavlsprodukter, EU-Tidende 2009, nr. L 193, s.
60, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15.
januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt
beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af
Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89, EU-Tidende 2008, nr. L 39, s. 16.