Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst
Bekendtgørelse om forholdsregler vedrørende salmonellose hos fjerkræ samt salmonella og campylobacter i slagtefjerkræ m.m.1)
I medfør af § 4, stk. 1, § 5, stk. 1, § 32, § 36,
stk. 1, § 37, stk. 1 og 3, § 39, stk. 1, § 40, stk. 1, § 45, stk. 1 og
2, § 49, § 50, § 51, § 54, stk. 5 og § 60, stk. 3, i lov om fødevarer,
jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 8. marts 2013 og § 26, § 29, § 30, §
33, § 34, stk. 1, § 36, § 37, stk. 1-4, § 47, § 53, stk. 1, § 58, stk.
1, § 61, stk. 1, § 62, § 67 og § 70, stk. 3, i lov om hold af dyr, jf.
lovbekendtgørelse nr. 873 af 29. juni 2013, fastsættes:
Kapitel 1
Definitioner og anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen
fastsætter bestemmelser om forholdsregler vedrørende salmonellose hos
fjerkræ og om salmonella. Endvidere fastsættes bestemmelser om
undersøgelse for campylobacter i slagtekyllinger.
Stk. 2. Bekendtgørelsen
vedrører ikke infektioner med Salmonella Gallinarum og Salmonella
Pullorum (hønsetyfus), der er omfattet af bekendtgørelse om hønsetyfus.
Stk. 3. Bekendtgørelsen
finder ikke anvendelse på hønse og kyllingekød, som er lovligt
fremstillet eller markedsført i de øvrige medlemslande i Den Europæiske
Union eller lande i EØS.
Stk. 4. Bekendtgørelsen
gælder for alle salmonellatyper, for så vidt der ikke er sket
harmonisering af disse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 2160/2003 af 17. november 2003 om bekæmpelse af
salmonella og andre bestemte fødevarebårne zoonotiske agenser
(zoonoseforordningen), jf. dog stk. 2.
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Fjerkræ: Høns,
kyllinger, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, opdrættet
fjervildt, duer og strudsefugle samt hobby- og prydfugle.
2) Slagtefjerkræ: Fjerkræ, der slagtes med henblik på konsum.
3) En flok: Fjerkræ
af samme alder og med samme sundhedsstatus, der udgør en driftsmæssig
enhed og holdes på samme CHR-nummer. For fjerkræ i bursystemer omfatter
dette alle dyr, der er fælles om en given luftmængde.
4) Et hus: Et rum
eller et indelukke, hvori en flok er opstaldet. Der skal være en fysisk
adskillelse mellemrum til andre bygninger eller til det fri.
5) CHR-nummer: Et unikt nummer i det Centrale HusdyrbrugsRegister (CHR), der identificerer en bestemt geografisk beliggenhed.
6) AM-status:
Salmonellastatus for den enkelte flok før levering til slagtning. Som
AM-positive betragtes flokke, hvor der ved de i § 7 nævnte eller senere
udtagne prøver er påvist salmonella. Flokke, hvori der ved de i § 7
nævnte eller ved senere udtagne prøver ikke er påvist salmonella,
betragtes som AM-negative. En flok, der er under mistanke i henhold til
bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i rugeægsproducerende høns og
opdræt hertil eller bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i
konsumægshønsehold og opdræt hertil, anses for AM-positiv, indtil
mistanken afkræftes i henhold til de nævnte bekendtgørelser.
7) Et parti
fjerkrækød: Produktionen mellem to rengøringer og desinfektioner, f.eks.
en dagsproduktion eller et skift. Såfremt der mellem to rengøringer
produceres kød såvel fra AM-negative som fra AM-positive flokke, skal
produktionen fra de AM-negative og AM-positive flokke betragtes som to
selvstændige partier.
8) Salmonellose:
Sygdom, hvor forhøjet dødelighed eller almen svækkelse, suppleret af
laboratoriefund, gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier
er en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks.
9) Nyudbrud: En
tilstand, hvor der, efter at salmonellose er konstateret og
efterfølgende ophørt, opstår symptomer hos samme eller andre dyr i
flokken, som gør det overvejende sandsynligt, at salmonellabakterier er
en afgørende faktor i sygdommens årsagskompleks.
10) Kritisk
resistente salmonella: Salmonellabakterier, der er resistente over for
antibiotika af typen flurokinoloner eller 3. og 4. generations
cephalosporiner som er kritisk vigtige for behandling af mennesker.
Kapitel 2
Salmonellose hos fjerkræ
§ 3. Den, som i sin
varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at være angrebet af
salmonellose, skal tilkalde en dyrlæge, jf. § 27, stk. 1, i lov om hold
af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 29. juni 2013.
Stk. 2. Når en dyrlæge
tilkaldes i henhold til stk. 1, skal dyrlægen søge mistanken om
sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art konstateret, jf. §
28, stk. 1, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 29.
juni 2013.
Stk. 3. Hvis en dyrlæge
efter undersøgelse foretaget i henhold til stk. 2, eller i øvrigt i
forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der foreligger sygdom
omfattet af stk. 1, skal dyrlægen foretage indberetning til
Fødevarestyrelsen,
jf. § 28, stk. 3, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 29. juni 2013.
Stk. 4. Er der ikke
konstateret salmonella i besætningen indenfor de seneste 6 måneder,
eller er der tale om nyudbrud, skal dyrlægen udtage prøver af relevant
materiale til undersøgelse.
Stk. 5. Dyrlægen skal, efter at have modtaget resultatet af
de laboratoriemæssige undersøgelser, hurtigst muligt underrette ejeren om resultatet.
§ 4. Efter
Fødevarestyrelsens anvisning skal ejeren sikre, at der udtages og
indsendes materiale til undersøgelse for salmonella fra besætninger, der
som følge af kliniske symptomer mistænkes for at være smittet med
salmonella.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen
kan lade udtage prøver fra besætninger til undersøgelse for udbredelsen
af infektion med salmonella i dyrepopulationer samt fra besætninger i et
nærmere afgrænset geografisk område, hvor en eller flere besætninger er
sat under offentligt tilsyn på grund af salmonella.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen
kan lade blodprøver udtaget som led i andre sygdomsbekæmpelsesprogrammer
undersøge for serologisk reaktion mod salmonella.
§ 5. Fødevarestyrelsen sætter besætningen under offentligt tilsyn, jf. § 19, hvis der er mistanke om salmonellose i en besætning.
Kapitel 3
Forbud mod anvendelse af antimikrobielle stoffer og vaccination
§ 6. Antimikrobielle
stoffer må ikke anvendes som metode til bekæmpelse af salmonella hos
fjerkræ, dog kan antimikrobielle stoffer anvendes til behandling af
salmonellose, jf. kapitel 2.
Stk. 2. Vaccination må ikke anvendes til forebyggelse og bekæmpelse af salmonella hos slagtehøns og -kyllinger.
Kapitel 4
Salmonellakontrol af slagtefjerkræ
Undersøgelser og opfølgning i besætningen
§ 7. Ejeren af en
besætning er ansvarlig for, at der udtages prøver til undersøgelse for
salmonella fra hver flok af slagtefjerkræ efter bilag 1 (AM-prøver), jf.
dog § 16.
Stk. 2. Ved
prøveudtagninger og indsendelser, der skal forestås af
Fødevarestyrelsen, skal ejeren af besætningen advisere Fødevarestyrelsen
senest 14 dage før prøveudtagning.
Stk. 3. Stk. 1 finder også anvendelse på flokke af slagtefjerkræ, der leveres til slagtning på slagteri udenfor Danmark.
Stk. 4. Indsendelse og undersøgelse af de i stk. 1 og 2 nævnte prøver sker efter bilag 1 og 4.
Stk. 5. Undtaget fra stk.
1-3, er fjerkræflokke, der undersøges efter bekendtgørelse om bekæmpelse
af salmonella i rugeægsproducerende høns og kalkuner samt opdræt hertil
eller bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i konsumægshønsehold
og opdræt hertil, jf. dog bilag 1, nr. 2 d.
§ 8. Ejeren af en besætning skal sikre, at CHR- og husnummer er tydeligt angivet i umiddelbar nærhed af indgangen til huset.
§ 9. Forinden fjerkræ afhændes til slagtning, skal ejeren af besætningen være i besiddelse af resultatet af AM-prøverne, jf. § 7.
Stk. 2. Oplysning om
flokkens AM-status skal sendes til slagteriet sammen med de
produktionsoplysninger (fødevarekædeoplysninger), der fremgår af bilag
I, kapitel II, del A i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for
tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til
konsum (kontrolforordningen for animalske fødevarer), medmindre der er
truffet aftale om, at slagteriet modtager prøveresultatet direkte fra
det laboratorium, der analyserer prøverne.
§ 10.
Fødevarestyrelsen sætter en flok af slagtekyllinger under offentligt
tilsyn, jf. § 20 hvis der konstateres salmonella i AM-prøverne efter §
7, eller i prøver efter § 11, stk. 3.
Stk. 2. Det offentlige tilsyn omfatter den efterfølgende flok, når denne anses for AM-positiv efter § 11, stk. 1, 3. pkt.
§ 11. Såfremt der i
en flok af slagtekyllinger konstateres salmonella i AM-prøverne, jf. §
7, stk. 1 og 3, skal ejeren sikre grundig rengøring og desinfektion samt
udluftning og tørring af de inficerede huse. Rengøring og desinfektion
godkendes af Fødevarestyrelsen på baggrund af en visuel bedømmelse og
undersøgelse af svaberprøver udtaget af Fødevarestyrelsen efter endt
rengøring og desinfektion. Hvis Fødevarestyrelsen ikke kan godkende
rengøringen, anses den efterfølgende kyllingeflok for at være
AM-positiv, uanset resultatet af de øvrige prøver, der tages fra
flokken.
Stk. 2. Hvis der i en flok
af slagtekyllinger konstateres salmonella i AM-prøverne, skal ejeren
sikre, at der for den efterfølgende flok udtages ekstra prøver i henhold
til bilag 1, punkt 2 c.
Stk. 3. Såfremt der i en
flok af slagtekyllinger konstateres salmonella i AM-prøverne eller i
prøver efter stk. 1 eller 2, og der i den foregående flok er konstateret
salmonella, skal der efter denne flok være en tomgangsperiode på mindst
12 dage. Indsættelse af nyt fjerkræ efter tomgangsperioden må først
ske, når Fødevarestyrelsen har godkendt rengøring og desinfektion af
huset. Godkendelsen meddeles på baggrund af en visuel bedømmelse og
undersøgelse af svaberprøver udtaget af Fødevarestyrelsen efter endt
rengøring og desinfektion.
Stk. 4. Ejeren skal
udarbejde en saneringsplan, hvis der i to på hinanden følgende
slagtekyllingeflokke konstateres salmonella i AM-prøver eller i prøver
efter stk. 1 eller 2. Saneringsplanen indsendes til godkendelse i
Fødevarestyrelsen senest 14 dage efter fundet i svaberprøven efter stk. 1
eller i AM-prøverne udtaget i den efterfølgende flok.
Stk. 5. Ved gentagne fund
af salmonella i kyllingeflokke på en ejendom kan Fødevarestyrelsen
pålægge ejeren at udarbejde en saneringsplan.
§ 12. Såfremt der i
en flok af slagtekalkuner konstateres salmonella i AM-prøverne jf. § 7,
stk. 1 og 3, skal ejeren sikre grundig rengøring og desinfektion samt
udluftning og tørring af de inficerede huse. Rengøring og desinfektion
godkendes af Fødevarestyrelsen på baggrund af en visuel bedømmelse og
undersøgelse af svaberprøver udtaget af Fødevarestyrelsen efter endt
rengøring og desinfektion.
Stk. 2. Ejeren skal
udarbejde en saneringsplan, hvis der i to på hinanden følgende flokke af
slagtekalkuner konstateres salmonella i AM-prøven eller i svaberprøver
udtaget efter stk. 1. Saneringsplanen indsendes til godkendelse i
Fødevarestyrelsen senest 14 dage efter salmonellafundet i svaberprøven
efter stk. 1 eller i AM-prøven udtaget i den efterfølgende flok.
Stk. 3. Ved gentagne fund
af salmonella i kalkunflokke på en ejendom kan Fødevarestyrelsen pålægge
ejeren at udarbejde en saneringsplan.
Undersøgelser og opfølgning på slagteriet
§ 13. Fjerkræ fra
AM-positive flokke eller fjerkræ med ukendt salmonellastatus skal
slagtes på et fjerkræslagteri som de sidste i et parti.
Stk. 2. Hele slagtekæden
samt opskæringslokaler og udstyr, som har været i kontakt med
AM-positive partier, skal rengøres og desinficeres grundigt, inden der
slagtes fjerkræ, hvori der ikke er påvist salmonella.
§ 14. Virksomheder,
der foretager slagtning af fjerkræ, skal udtage og indsende prøver af
fersk fjerkrækød af høns, kyllinger og kalkuner til undersøgelse for
salmonella efter reglerne i bilag 2 og 4.
Stk. 2. Virksomheder, der
slagter høns eller kyllinger, skal straks underrette Fødevarestyrelsen,
hvis der i de i stk. 1nævnte prøver eller i prøver udtaget som led i
virksomhedens egenkontrol konstateres salmonella. Der følges op på
fundet efter reglerne i bilag 2, kapitel 5.
Stk. 3. Hvis der i prøver
af fersk kød af kalkuner konstateres salmonella i de i stk. 1 nævnte
prøver, følges der op på fundet efter reglerne i bilag 2, kapitel 6.
Fødevarestyrelsen kan påbyde virksomheden at udarbejde en handlingsplan
for
nedbringelse af salmonellaniveauet på slagteriet
efter reglerne i bilag 2. Forbud eller påbud udstedt i forbindelse
hermed opretholdes, indtil salmonellaforekomsten er dokumenteret
nedbragt til under de i bilag 2, fastsatte grænser.
§ 15. Kød fra hønse-
og kyllingeflokke opdrættet og slagtet i Danmark må ikke markedsføres
som fersk kød, før resultaterne af undersøgelserne for salmonella efter §
7 og § 14 bekræfter, at der ikke findes salmonella i kødet.
Stk. 2. Ved fund af
salmonella i prøver udtaget efter § 7, § 11, stk. 1 eller 2, eller § 14
af hønse- og kyllingekød, skal partiet destrueres, varmebehandles eller
anvendes til andet formål, der ikke medfører en smitterisiko, og som er
accepteret af Fødevarestyrelsen.
Stk. 3. Ved
varmebehandling skal centrumstemperaturen i kødet være minimum 75° C
eller en anden kombination af temperatur og tid, som giver samme
virkning. Varmebehandling skal foretages på en engrosvirksomhed.
Stk. 4. Ved ethvert fund
af salmonella i fersk hønse- og kyllingekød efter dette er markedsført,
skal hele den produktionsmængde, der er fremstillet på samme
teknologiske betingelser, og som vil kunne indebære samme risiko,
hurtigst muligt trækkes tilbage fra markedet og destrueres,
varmebehandles eller anvendes på anden måde, som ikke udgør en
smitterisiko, og som er accepteret af Fødevarestyrelsen.
Stk. 5. Ved udførsel eller
eksport af hønse- eller kyllingekød omfattet af stk. 2, skal
afsendervirksomheden dokumentere over for Fødevarestyrelsen, at der
foreligger en aftale med modtagervirksomheden om, at kødet skal
destrueres, varmebehandles, jf. stk. 3, eller anvendes til andet formål,
der ikke medfører en smitterisiko, og som er accepteret af
Fødevarestyrelsen.
§ 16. Bestemmelserne i
§§ 7-15 finder ikke anvendelse på ænder, perlehøns, gæs, vagtler,
opdrættet fjervildt, duer, strudse samt hobby- og prydfugle.
Stk. 2. Virksomheder, der
alene slagter fjerkræ med henblik på tilbagelevering til
besætningsejeren til brug i dennes private husholdning, er ikke omfattet
af §§ 7-15.
Kapitel 5
Campylobacterkontrol af slagtekyllinger
§ 17. Der skal udtages prøver til undersøgelse for campylobacter efter reglerne i bilag 1, kapitel 1, nr. 3 og 4.
Stk. 2. Fjerkræslagterier beliggende i Danmark, er ansvarlige for, at de i stk. 1 nævnte prøver udtages.
Stk. 3. Ejeren af en
besætning, hvor der afhændes fjerkræ til slagtning på et slagteri uden
for Danmark, er ansvarlig for, at de i stk. 1 nævnte prøver udtages.
Stk. 4. Indsendelse og undersøgelse af de i stk. 1 nævnte prøver sker efter bilag 1.
Kapitel 6
Undersøgelse for kritisk resistente salmonella
§ 18. Såfremt der ved
laboratoriemæssig undersøgelse af materiale fra en besætning påvises
kritisk resistente salmonella, skal ejeren af besætningen sikre, at der
gennemføres
en smitteopsporing, herunder kortlægning af medicinforbrug, og indberette resultatet til Fødevarestyrelsen.
Stk. 2. En besætning med
kritisk resistent salmonella kan først erklæres fri herfor, når
besætningen er slagtet eller destrueret, og rengøring samt desinfektion
er godkendt af Fødevarestyrelsen.
Kapitel 7
Offentligt tilsyn
§ 19. Et offentligt tilsyn efter § 5 omfatter:
1) at flokken skal holdes isoleret,
2) at fjerkræ fra flokken ikke må sælges eller på anden måde overdrages til levebrug,
3) at dyr eller produkter heraf kun må flyttes fra ejendommen efter tilladelse fra og på vilkår fastsat af Fødevarestyrelsen,
4) at personer, der færdes mellem flokken og andre flokke, skal træffe foranstaltninger for at hindre smittespredning,
5) at ejeren skal sikre en effektiv skadedyrsbekæmpelse,
6) at ejeren skal sikre, at gødning, foder og lignende produkter behandles efter Fødevarestyrelsens anvisning,
7) at ejeren skal
sikre, at redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i bedriften,
rengøres og desinficeres, inden de fjernes fra flokkens opholdssteder,
jf. dog stk. 2, og
8) at ejeren straks skal give meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen.
Stk. 2. Det offentlige tilsyn ophæves, når:
1) Fødevarestyrelsen skønner, at fjerkræflokkens sundhedstilstand er normal i besætningen,
2) Fødevarestyrelsen skønner, at en besætning med hobby- og prydfugle ikke længere udgør en smittemæssig risiko, eller
3) flokken er
destrueret, og rengøring og desinfektion er godkendt af
Fødevarestyrelsen. Godkendelsen meddeles på baggrund af en visuel
bedømmelse samt undersøgelse af svaberprøver udtaget af
Fødevarestyrelsen efter endt rengøring og desinfektion.
§ 20. Et offentligt tilsyn efter § 10 omfatter:
1) at flokken skal holdes isoleret,
2) at fjerkræ fra flokken ikke må sælges eller på anden måde overdrages til levebrug,
3) at fjerkræ eller produkter heraf kun må flyttes fra ejendommen efter tilladelse fra og på vilkår fastsat af Fødevarestyrelsen,
4) at personer, der færdes mellem flokken og andre flokke, skal træffe foranstaltninger for at hindre smittespredning,
5) at ejeren skal sikre en effektiv skadedyrsbekæmpelse,
6) at ejeren skal sikre, at gødning, foder og lignende produkter behandles efter Fødevarestyrelsens anvisning,
7) at ejeren skal
sikre, at redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i bedriften,
rengøres og desinficeres, inden de fjernes fra flokkens opholdssteder,
jf. dog stk. 2,
8) at ejeren straks skal give meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen, og
9) at ejeren efter
Fødevarestyrelsens anvisninger gennemfører en udredning af mulige
smittekilder og evt. spredning af smitten samt underretter
Fødevarestyrelsen om resultatet af udredningen.
Stk. 2. Det slagteri, som
foretager slagtning af dyrene, skal påse, at materiel, der er anvendt i
forbindelse med transport af dyr fra en besætning under offentligt
tilsyn, rengøres og desinficeres umiddelbart efter levering af dyrene på
slagteriet.
Stk. 3. Det offentlige tilsyn ophæves, når:
1) flokken er aflivet eller slagtet, og
2) den i § 11, stk. 1 eller stk. 3, eller § 12 nævnte rengøring og desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen.
Kapitel 8
Indsendelse og undersøgelse af prøver samt indberetning og opbevaring af prøveresultater
§ 21. Alle
salmonellasuspekte isolater skal undersøges med henblik på serotypning.
Ved fund af Salmonella Typhimurium eller Salmonella Enteriditis skal der
ligeledes foretages fagtypning eller MLVA typning. Der skal ligeledes
foretages resistensbestemmelse af alle salmonellaisolater.
Stk. 2.
Resistensbestemmelse skal foretages med de antimikrobielle stoffer, der
fremgår af Kommissionens beslutning 2007/407/EF af 12. juni 2007 om
harmoniseret overvågning af antimikrobiel resistens hos salmonella i
fjerkræ og svin.
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte
undersøgelser skal foretages på Danmarks Tekniske Universitet,
Fødevareinstituttet, et laboratorium, der er godkendt hertil af
Fødevarestyrelsen eller et laboratorium, der er akkrediteret af et
akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af Den Europæiske
Akkrediteringsorganisation EA's multilaterale aftale om gensidig
anerkendelse.
§ 22. Prøver udtaget
efter reglerne i § 3, stk. 4, § 4, stk. 1, § 7, § 11, stk. 2, § 14 og §
17, skal indsendes til undersøgelse på et af Fødevarestyrelsen godkendt
laboratorium eller et laboratorium, der er akkrediteret af et
akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af Den Europæiske
Akkrediteringsorganisation EA's multilaterale aftale om gensidig
anerkendelse.
§ 23. Laboratoriet
skal meddele resultatet af de laboratoriemæssige undersøgelser af prøver
udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse til den, der har indsendt
prøven.
Stk. 2. Ejeren skal sikre,
at resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter § 4, § 7, § 11,
stk. 2 og § 17, stk. 3 efter Fødevarestyrelsens anvisning overføres
elektronisk til en database hos Det Danske Fjerkræraad snarest efter, at
resultatet foreligger.
Stk. 3. Fjerkræslagterier
beliggende i Danmark skal sikre, at resultatet af undersøgelser af
prøver udtaget efter § 17, stk. 2 efter Fødevarestyrelsens anvisning
overføres til en database hos Det Danske Fjerkræraad, snarest efter at
resultatet foreligger.
Stk. 4. Slagteriet skal
meddele resultatet af undersøgelser af prøver udtaget efter § 14, stk. 1
til Fødevarestyrelsen efter reglerne i bilag 2, kapitel 7, jf. dog §
14, stk. 2.
Stk. 5. Resultatet af
undersøgelser af prøver udtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse
skal opbevares hos ejeren henholdsvis virksomheden i mindst 2 år.
§ 24. Ejeren skal sikre, at enhver bakteriologisk påvisning af salmonellabakterier i prøver straks indberettes til Fødevarestyrelsen.
§ 25. De i § 4 nævnte prøver skal udtages af en dyrlæge eller efter en dyrlæges anvisninger og under dennes ansvar.
Stk. 2. Udtagning og
indsendelse af prøver, gennemførelse af laboratorieundersøgelser samt
registrering, opbevaring og indberetning af resultater i medfør af denne
bekendtgørelse, udover det i stk. 1 samt § 7, § 11, stk. 2, § 14, og §§
21-24 nævnte, skal ske efter Fødevarestyrelsens anvisning.
Kapitel 9
Egenkontrol
§ 26. Ejeren af en
slagtekyllingebesætning skal udarbejde og følge et egenkontrolprogram.
Egenkontrolprogrammet skal leve op til alle krav mv. i en branchekode,
der af Fødevarestyrelsen er vurderet tilstrækkelig til at forebygge, at
salmonella introduceres i produktionskæden, og til at sikre at eventuelt
introduceret salmonella igen fjernes effektivt fra produktionskæden.
Kapitel 10
Afholdelse af udgifter
§ 27. Udgifter til
laboratorieundersøgelse af prøver udtaget efter § 3, stk. 4, afholdes
indenfor de hertil af staten givne bevillinger.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke
anvendelse ved laboratorieundersøgelser af duer, vagtler, opdrættet
fjervildt og strudsefugle efter § 3, stk. 4.
Stk. 3. Alle øvrige udgifter, der afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Fødevarestyrelsen uvedkommende.
Kapitel 11
Dispensation
§ 28.
Fødevarestyrelsen kan efter fastsættelse af vilkår betinget af
forholdende på det enkelte slagteri tillade, at der slagtes
salmonellapositive flokke på slagterier, hvor prøveudtagning foretages
efter bilag 2, kapitel 2, punkt 4, hvis det ikke er muligt på anden måde
at slagte disse inden for landets grænser.
Kapitel 12
Straffebestemmelser
§ 29. Med bøde straffes den, der:
1) overtræder § 3,
stk. 4 - 5, § 6, §§ 7 - 9, § 11, stk. 1-4, § 12, stk. 1-2, §§ 13 - 15, §
17, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1 eller 2, eller §§ 21 - 26,
2) undlader at
efterkomme påbud eller forbud efter § 4, stk. 1, § 11, stk. 5, § 12,
stk. 3, § 14, stk. 3, § 19, stk. 1, nr. 6, § 20, stk. 1, nr. 6 eller 9, §
25, stk. 2, eller
3) tilsidesætter vilkår fastsat i medfør af § 19, stk. 1, nr. 3 eller § 20, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Straffen kan stige
til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen
skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der
ved overtrædelsen er:
1) forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller
2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 13
Ikrafttræden
§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2014.
Stk. 2. Samtidig ophæves
bekendtgørelse nr. 1105 af 18. september 2013 om forholdsregler
vedrørende salmonellose hos fjerkræ samt salmonella og campylobacter i
slagtefjerkræ m.m.
Fødevarestyrelsen, den 13. december 2013
P.D.V.
Hanne Larsen
/ Annemarie Legart Bisgaard
Bilag 1
Prøver fra flokke
Kapitel 1
Prøvetyper og udtagning af prøver
1) Sokkeprøve: En prøve af gødning
opsamlet under rundgang i stalden ved hjælp af prøvemateriale, som kan
være tubegaze afklippet i en længde af ca. 15 cm. Sokkematerialet
trækkes uden på rene gummistøvler. Sokkerne skal være af et
tilstrækkeligt absorberende materiale til at kunne opsuge fugt.
Sokkernes overflade skal inden ibrugtagningen fugtes med sterilt vand
eller vand af drikkevandskvalitet tappet i det hus, hvori dyrene
opholder sig. Rundgangen skal ske på en måde, så der opsamles gødning
repræsentativt for alle dele af de enkelte gulvafsnit, inklusive arealer
med strøelse eller riste, såfremt det er forsvarligt at gå på ristene.
Tubegazen drejes et par gange undervejs, sådan at hele overfladen har
været i kontakt med underlaget til slut, og tubegazen er synligt
tilsmudset. Prøveudtagningen skal omfatte alle indelukker i et hus;
dette medfører, at såfremt et hus er opdelt i mere end to indelukker,
skal der tages mindst et par sokker i hvert indelukke, også hvis den
pågældende prøvetagning normalt kun omfatter to par sokkeprøver. Når to
par sokker skal pooles, pakkes de i én ren plastpose; når 5 par sokker
skal pooles til to prøver, pakkes hhv. to og tre par sokker i hver sin
plastpose.
Slagtekyllinger
2) For slagtekyllinger undersøges hvert hus for salmonella på følgende måde:
a) 15 – 21 dage før slagtning: 5 par
sokkeprøver. Prøven udtages af ejeren, dog foretager Fødevarestyrelsen
prøveudtagning 1 gang årligt. Fødevarestyrelsen udtager ved denne
prøveudtagning, som stikprøve, en prøve for hver påbegyndt 10 huse på
ejendommen, mens resterende prøver udtages af ejeren.
b) 7 – 10 dage før slagtning: 5 par
sokkeprøver. Prøveudtagningen forestås af en repræsentant for
slagteriet, et laboratorium eller Fødevarestyrelsen. Prøven kan dog
udtages af ejeren, hvis flokken slagtes på et slagteri, der slagter
færre end 5000 høns eller kyllinger om dagen. Prøven kan udelades, hvis
der er færre end 5000 slagtekyllinger i flokken, og flokken slagtes uden
for Danmark. Prøven kan desuden udelades, hvis der er fundet salmonella
i prøven udtaget 15 – 21 dage før slagtning, jf. nr. 2 a.
c) Hvis der er konstateret
salmonella i dyr fra den foregående flok fra samme hus, skal ejeren
foranledige, at der udtages ekstra prøver, som minimum et par
sokkeprøver, med henblik på at finde smittekilden.
d) Fra flokke, der undersøges efter
bekendtgørelse om bekæmpelse af salmonella i rugeægsproducerende høns og
kalkuner samt opdræt hertil eller bekendtgørelse om bekæmpelse af
salmonella i konsumægshønsehold og opdræt hertil, udtages 2 par
sokkeprøver, med mindre resultaterne af den senest foretagne
undersøgelse er mindre end 21 dage gamle.
3) For slagtekyllinger, der afhændes
til slagtning på et slagteri uden for Danmark, udtages i hvert hus
senest 10 dage før slagtning ét par sokkeprøver til undersøgelse for
campylobacter. Prøven udtages af ejeren.
4) For slagtekyllinger, der leveres
til slagtning på et slagteri beliggende i Danmark, udtages der på
slagteriet kloaksvaberprøver til undersøgelse for campylobacter. Fra
hvert hus udtages kloaksvaberprøver fra 24 slagtekyllinger, hvor der i
alt anvendes 12 vatpinde. Hver vatpind anvendes til to
kloaksvaberprøver. De 12 vatpinde pooles til en samleprøve. Hvis
kyllingerne i huset slagtes på forskellige datoer, udtages
kloaksvaberprøverne på den sidste slagtedato. Prøven udtages af
slagteriet.
Slagtekalkuner
5) For kalkuner udtages i hvert hus
tidligst 3 uger før slagtning 2 par sokkeprøver for salmonella. Prøven
udtages af ejeren, dog udtager Fødevarestyrelsen 1 gang årligt prøven i
én flok i besætningen.
6) Fødevarestyrelsen udtager prøver
af de øvrige kalkunflokke på ejendommen, når der konstateres salmonella i
AM-prøverne, jf. § 7, stk. 1 og 3.
7) Fødevarestyrelsen udtager prøver
af alle flokke på ejendommen, hvis der i en foregående flok i prøver
udtaget af besætningsejeren er konstateret Salmonella Typhimurium,
Salmonella Enteritidis, Salmonella Virchow, Salmonella Infantis eller
Salmonella Hadar.
Kapitel 2
Indsendelse af prøver
8) Materiale til bakteriologisk
undersøgelse for salmonella skal sendes til et akkrediteret
laboratorium. Dette materiale skal ledsages af information, der entydigt
identificerer prøven, herunder tydelig angivelse af CHR-nr. og
husnummer. På formularen skal samtlige relevante rubrikker udfyldes.
9) Prøvemateriale skal indsendes
hurtigst muligt og senest dagen efter opsamlingen. Materialet skal
emballeres forsvarligt før indsendelse. Hvis det ikke kan indsendes
samme dag, skal det opbevares i køleskab ved 1º - 8º C.
Kapitel 3
Prøveundersøgelse
10) På laboratoriet opbevares
prøverne nedkølede. Undersøgelsen skal påbegyndes senest 48 timer efter
modtagelsen og senest 96 timer efter prøveudtagningen.
11) Prøver til undersøgelse for
salmonella skal analyseres efter den seneste version af EN/ISO standard
6579 ”DS/EN ISO 6579/A1:2007 Mikrobiologisk undersøgelse af fødevarer og
foderstoffer – Horisontal metode til bestemmelse af Salmonella spp. –
Tillæg 1: Anneks D: Bestemmelse af Salmonella spp. i dyrefæces og i
prøver fra primærproduktionsleddet”, jf. dog nr. 12.
12) Prøver udtaget efter nr. 2, b og c kan analyseres efter metoden angivet i nr. 11 med følgende modifikationer:
a) Udsæd fra MSRV sker alene efter 24 ± 3 timers inkubation.
b) XLD benyttes som det eneste selektive isolationsmedium.
13) Prøver til undersøgelse for
campylobacter skal analyseres efter ISO-standard 10272-1:2006 som
referencemetode. Der kan anvendes alternative analysemetoder, hvis
metoderne er validerede på grundlag af referencemetoden, og hvis der
anvendes en metode, der er certificeret af en tredjepart i
overensstemmelse med protokollen i EN/ISO-standard 16140 eller andre
internationalt anerkendte lignende protokoller. Alternativt kan en
analysemetode, der er godkendt af Fødevarestyrelsen, accepteres.
Bilag 2
Prøver af fersk fjerkrækød
Kapitel 1
Generelt
1) Kontrollen for salmonella
omfatter undersøgelse af samtlige partier, der produceres, jf. dog
kapitel 2, nr. 4, nr. 5, litra c og nr. 7 og 8.
2) Den ansvarlige for slagteriet foranlediger, at prøverne udtages.
3) Prøverne udtages jævnt fordelt gennem hele slagteperioden.
Kapitel 2
Udtagning af prøver
4) Vedrørende: prøveudtagning på slagterier, der udelukkende slagter AM-negative flokke af kyllinger eller høns:
a) Der udtages ugentligt 300
halsskindprøver fra én tilfældigt udvalgt flok. Prøverne kan pooles, dog
således at der maksimalt indgår 60 prøver i en pool.
b) Ved slagtning af flokke, hvor der
i den foregående rotation er påvist salmonella, skal flokken slagtes
sidst på dagen, og der udtages 300 halsskindsprøver af flokken. Prøverne
kan pooles, dog således at der maksimalt indgår 60 prøver i en pool.
c) Der udtages for hver prøve 1 g
halsskind, som pooles til en samleprøve af 60 g. Ved analysen tilsættes
steril peptonbuffer i forholdet 1 til 9.
5) Vedrørende prøveudtagning på slagterier, der slagter både AM-negative og AM-positive flokke af kyllinger eller høns:
a) For partier med AM-negative
flokke udtages 300 halsskindsprøver. Prøverne fordeles ligeligt mellem
det antal flokke, som indgår i partiet, dog således at der udtages
minimum 60 prøver af hver flok. Prøverne kan pooles indenfor den samme
flok, dog således at der maksimalt indgår 60 prøver i en pool.
b) Der udtages for hver prøve 1 g
halsskind, som pooles til en samleprøve af 60 g. Ved analysen tilsættes
steril peptonbuffer i forholdet 1 til 9.
c) Der udtages ikke prøver fra partier af AM-positive flokke.
6) For slagterier, der slagter både
AM-negative og AM-positive flokke, og som slagter mellem 1000 og 5000
høns eller kyllinger om dagen, kan prøveantallet for et parti fjerkrækød
nedsættes til 180 prøver om dagen, som kan undersøges som 3 samleprøver
af 60 prøver.
7) Vedrørende prøveudtagning på slagterier, der slagter kalkuner eller under 1000 høns eller kyllinger om dagen:
a) Der udtages en gang om ugen 15 halskindsprøver som 5 samleprøver á 3 prøver.
b) Prøverne udtages tilfældigt under produktionen og på forskellige ugedage.
c) Der udtages for hver prøve ca. 10 g halsskind. Prøverne pooles til samleprøver af 25 g.
d) Det kan accepteres, at slagteriet
anvender en anden prøveudtagningsprocedure end beskrevet under punkt
a-c hvis slagteriet kan sandsynliggøre, at den giver tilsvarende
sikkerhed.
8) For slagterier, som ikke slagter
alle ugedage eller slagter forskellige fjerkrætyper, kan prøveudtagning
foretages for hver 5. slagtedag. Heri medregnes dage, hvor der slagtes
kalkuner, høns eller kyllinger.
9) Et slagteri, der udtager prøver
efter nr. 5, kan overgå til prøveudtagning efter nr. 4, når der i en
periode på 3 måneder hverken er fundet salmonella i prøver af fersk kød
eller i andre prøver udtaget på slagteriet.
10) En kortere periode end den i nr.
9 angivne kan accepteres, hvis der er tale om et sporadisk fund, og
opfølgningen på fundet ikke afslører alvorlige brister i
produktionshygiejnen.
Kapitel 3
Indsendelse af prøver
11) Prøver, der skal transporteres
til eksterne laboratorier, skal indtil afsendelsen fra virksomheden
opbevares ved en temperatur på højst 5º C. Prøverne skal være mærket
således, at partiet og flokken, hvorfra de er udtaget, entydigt kan
identificeres.
12) Yderemballagen, der anvendes ved
forsendelse, skal være hel og være fremstillet af isolerende materiale,
så det sikres, at prøverne ved ankomst til laboratoriet stadig er
nedkølede (1 - 8º C).
Kapitel 4
Prøveundersøgelse
13) Prøverne skal analyseres så
hurtigt som muligt, efter at prøveudtagningen har fundet sted. Uanset om
prøverne analyseres på virksomhedens eget laboratorium eller sendes til
et eksternt laboratorium, skal analysen påbegyndes senest dagen efter,
at prøveudtagningen har fundet sted. Dog kan prøver udtaget fredag
opbevares i køleskab til mandag. Prøverne må ikke fryses.
14) Prøverne skal analyseres efter
den seneste version af EN/ISO 6579 som referencemetode. Det kan
accepteres, at der anvendes alternative analysemetoder, hvis metoderne
er validerede på grundlag af referencemetoden, og hvis der anvendes en
metode, der er certificeret af en tredjepart i overensstemmelse med
protokollen i EN/ISO-standard 16140 eller andre internationalt
anerkendte lignende protokoller.
Kapitel 5
Opfølgning på fund
15) Såfremt der konstateres
salmonella i de i § 14, stk. 1 nævnte prøver, skal virksomheden foretage
en vurdering af hvilke forhold, der kan være medvirkende til fundet.
Vurderingen baseres på en grundig gennemgang af virksomhedens
egenkontrol, således at der i relevant omfang foretages:
a) tilbagesporing og gennemgang af oprindelsesbesætningers salmonellastatus, herunder udbredelsen af salmonella i besætningen,
b) kritisk gennemgang af indfangning og transport til slagteriet,
c) kritisk gennemgang af slagteproces og viderebehandling af produkterne, herunder partering og pakning, og
d) kritisk gennemgang af rengørings- og desinfektionsprocedurer.
16) Resultatet af vurderingen skal registreres.
17) Såfremt der ved vurderingen
findes en sandsynlig årsag til fundet af salmonella, skal der
iværksættes korrigerende handlinger for at sikre fjernelse af årsagen.
18) Såfremt årsagen til fundet af
salmonella ikke umiddelbart kan identificeres, skal virksomheden
udarbejde en plan for det videre arbejde med opfølgning på fundet. Denne
plan skal bl.a. omfatte udvidet prøveudtagning, f.eks. i form af
rengørings- og halsskindsprøver. Den udvidede prøveudtagning
tilrettelægges på baggrund af en konkret risikovurdering. Planen skal
godkendes af Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen kontrollerer, at
virksomheden overholder de tiltag, der er fastlagt i handlingsplanen.
19) Den rutinemæssige overvågning fastholdes under den udvidede prøveudtagning.
Kapitel 6
Virksomheder der slagter kalkuner
20) Såfremt der findes salmonella i
to eller flere samleprøver i partier af fersk kalkunkød fra AM-positive
flokke, eller hvis der findes en eller flere positive samleprøver i
partier af fersk kalkunkød fra AM-negative flokke, skal der reageres
efter reglerne i kapitel 5.
21) Virksomheden skal iværksætte en
skærpet salmonellaindsats, hvis de i nr. 20 fastsatte grænser
overskrides tre eller flere gange indenfor de seneste 4 uger.
22) Virksomheden skal, når en skærpet salmonellaindsats iværksættes, give meddelelse herom til Fødevarestyrelsen.
23) Virksomheden forbliver underlagt
en skærpet salmonellaindsats i mindst 4 uger derefter, og indtil
salmonellaforekomsten er under den i nr. 21 nævnte grænse.
24) Ved en skærpet salmonellaindsats
skal de mulige årsager til den høje salmonellaforekomst kortlægges. Det
kan f.eks. ske ved udvidet prøveudtagning, der kan kortlægge og
dokumentere slagtehygiejnen.
25) Inden for 2 uger efter
iværksættelsen af en skærpet salmonellaindsats skal virksomheden have
udarbejdet og iværksat en skriftlig handlingsplan. Handlingsplanen skal
beskrive, hvilke kritiske punkter virksomheden har identificeret, og
hvilke korrigerende tiltag virksomheden vil iværksætte. Tiltagene skal
sikre en målrettet og vedvarende hygiejneforbedring.
26) Handlingsplanen skal godkendes
af Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen kontrollerer, at virksomheden
overholder de tiltag, der er fastlagt i handlingsplanen.
Kapitel 7
Registrering og indberetning
27) Virksomheden skal registrere resultatet af undersøgelser for salmonella. Følgende oplysninger skal som minimum foreligge:
a) Prøveudtagningsdato.
b) Fjerkrætype.
c) Entydig partiidentifikation.
d) Resultat af undersøgelse for
salmonella udtaget af det pågældende fjerkræ før slagtning. For
slagtekyllinger betragtes en flok som positiv, hvis en eller flere af de
undersøgte prøver før slagtning er positive.
e) Resultat af undersøgelse for salmonella af det pågældende ferske fjerkrækød efter slagtning.
f) Iværksatte korrigerende handlinger ved fund af salmonella.
28) Resultaterne skal indberettes
til Fødevarestyrelsen hver måned, umiddelbart efter at de sidste
undersøgelser for måneden foreligger og senest ved afslutning af den
følgende måned. Ved indberetningen kan skemaet i bilag 3 anvendes.
Bilag 3
Indberetningsskema for salmonella
|
Prøveudtagnin-gsdato
|
Fjerkrætype
|
Partiidentifikat-ion
|
Resultat af
AM-prøver
(pos. /
neg. )
|
Resultat af
PM-prøver
(antal pos. /
totalt antal)
|
Korrigerende
handlinger
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
|
Slagteri:
|
|
Måned:
|
|
Underskrift:
|
|
|
Bilag 4
Skematisk oversigt over salmonellaprøveudtagningen for slagtekyllinger
|
Alder
|
Udtagningssted
|
Prøvemateriale
|
Prøve tages af
|
|
7 – 10 dage før slagtning
|
Huse
|
5 par sokkeprøver
|
Slagteri, laboratorium eller
Fødevarestyrelsen
|
|
15 – 21 dage før
slagtning (ante mortem,
AM)
|
Huse
|
5 par sokkeprøver
|
Ejer Fødevarestyrelsen: En gang om året udtages én prøve fra ét hus for hver 10 huse på ejendommen.
|
|
Efter slagtning
(post mortem, PM)
|
Slagteri
|
Slagterier, der udeluk-kende slagter AM negative flokke:
300 prøver fra én flok hver uge. Prøverne analyseres som 5 samleprøver, hver med 60 prøver.
Slagterier, der slagter både AM negative og -positive flokke:
Mindst 300 prøver
fra hver batch. * Prøverne
analyseres som 5 samleprøver,
hver med 60 prøver.
Der skal udtages
mindst 60 prøver fra hver flok i en batch.
|
Slagteri
|
|
*Prøveudtagning kan reduceres for slagterier, der slagter under 5000 dyr om dagen
Officielle noter
1) I
bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens
forordning nr. 200/2012/EU af 8. marts 2012 om et EU-mål for mindskelse
af forekomsten af Salmonella enteritidis og Salmonella typhimurium i
flokke af slagtekyllinger, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 2160/2003, EU-Tidende 2012, nr. L 71, side 31, Kommissionens
forordning nr. 1190/2012/EU af 12. december 2012 om et EU-mål for
mindskelse af forekomsten af Salmonella Enteritidis og Salmonella
Typhimurium i kalkunflokke, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 2160/2003, EU-Tidende 2012, nr. L 340, side 29, og
Kommissionens forordning nr. 1177/2006/EF af 1. august 2006 om
gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
2160/2003 for så vidt angår krav vedrørende anvendelse af særlige
bekæmpelsesmetoder som led i de nationale programmer for bekæmpelse af
salmonella hos fjerkræ, EU-Tidende 2006, nr. L 212, side 3. Ifølge
artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver
medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er
således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke
forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark. Bekendtgørelsen har som
udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret
ved direktiv 98/48/EF.