Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst
Bekendtgørelse om udpegning og administration mv. af drikkevandsressourcer
I medfør af § 3, stk. 7, og § 7 i lov nr. 571 af
24. juni 2005 om lov om ændring af lov om planlægning, som ændret ved
lov nr. 571 af 9. juni 2006 og lov nr. 535 af 6. juni 2007, fastsættes:
§ 1. Bekendtgørelsen
udpeger drikkevandsressourcer og fastsætter regler for administrationen
heraf. Bekendtgørelsen udpeger følgende områder:
1) områder med særlige drikkevandsinteresser,
2) områder med drikkevandsinteresser,
3) de delområder
inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og
indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er
særlig følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme
indvindingsområder), med angivelse af, hvilken eller hvilke typer
forurening de anses for følsomme over for, og
4) delområder inden
for områder, jf. nr. 3, hvor der på baggrund af en vurdering af
arealanvendelsen, forureningstrusler og den naturlige beskyttelse af
vandressourcerne, er nødvendigt med en særlig indsats til beskyttelse af
vandressourcerne til sikring af drikkevandsinteresserne
(indsatsområder).
§ 2. De udpegede områder er vist på bilag nr. 1-3:
1) Bilag nr. 1: Områder med særlige drikkevandsinteresser og områder med drikkevandsinteresser.
2) Bilag nr. 2: Følsomme indvindingsområder.
3) Bilag nr. 3: Indsatsområder.
Stk. 2. Bilagene vises ligeledes på Danmarks Miljøportal.
§ 3. Ved placering og
indretning af anlæg indenfor allerede kommune- og lokalplanlagte
erhvervsarealer samt ved udlæg af nye arealer til aktiviteter og
virksomheder, der kan indebære en risiko for forurening af grundvandet,
herunder deponering af forurenet jord, skal der tages hensyn til
beskyttelse af såvel udnyttede som ikke udnyttede grundvandsressourcer i
områder med særlige drikkevandinteresser samt indenfor
indvindingsoplande til almene vandforsyninger.
Stk. 2. Særligt
grundvandstruende aktiviteter må som udgangspunkt ikke placeres inden
for områder med særlige drikkevandsinteresser eller indvindingsoplande
til almene vandforsyninger med krav om drikkevandskvalitet, der ligger
uden for disse. Som særligt grundvandstruende aktiviteter anses f. eks.
etablering af deponeringsanlæg og andre virksomheder, hvor der
forekommer oplag af eller anvendelse af mobile forureningskomponenter,
herunder organiske opløsningsmidler, pesticider og olieprodukter.
§ 4. Områder med
særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene
vandforsyninger uden for disse skal så vidt muligt friholdes for udlæg
af arealer til byudvikling.
Stk. 2. Der kan dog
udlægges arealer til byudvikling, hvis det kan godtgøres, at der ikke er
alternative placeringer, og at byudviklingen ikke indebærer en
væsentlig risiko for forurening af grundvandet. Ved byudvikling i
områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til
almene vandværker uden for disse skal det af kommune- og lokalplaners
retningslinjer fremgå, hvordan grundvandsinteresserne beskyttes.
§ 5. Naturstyrelsen kan ophæve samt helt eller delvist ændre denne bekendtgørelse.
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 11. november 2013.
Stk. 2. Udpegninger,
herunder kortbilag, efter denne bekendtgørelse erstatter
områdeudpegninger af drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder
og indsatsområder samt retningslinjer vedrørende disse udpegninger i de
enkelte regionplaner med senere ændringer.
Miljøministeriet, den 16. oktober 2013
Ida Auken
/ Thorbjørn Fangel
Bilag 1
Bilag 2
Bilag 3