Den fulde tekst
Bekendtgørelse af lov om afgift ved udstykning m.m.
Herved bekendtgøres lov om afgift ved udstykning
m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 22. januar 1998, med de ændringer,
der følger af § 4 i lov nr. 485 af 9. juni 2004 og § 3 i lov nr. 12 af
11. januar 2010.
§ 1. Ved udstykning og
matrikulering betales en afgift på 5.000 kr. for hver samlet fast
ejendom, der oprettes. Afgiften tilfalder statskassen.
Stk. 2. Afgift efter stk. 1 betales ikke, såfremt den nye samlede faste ejendom
1) er under 100 m2 og ikke er bebygget eller bestemt til bebyggelse,
2) er bestemt til udelukkende anvendelse som friareal i overensstemmelse med byggelovgivningen,
3) er registreret i matriklen som privat fællesvej,
4) er oprettet som følge af ekspropriation, ejendomsdom eller hævdserhvervelse eller
5) er oprettet i forbindelse med salg efter kapitel 5 a i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Stk. 3. Afgift efter denne lov skal betales, selv om der i anden lovgivning er hjemlet fritagelse for afgifter til det offentlige.
§ 2. Afgiften påhviler
ved udstykning ejeren af den ejendom, hvorfra arealet udstykkes, og ved
matrikulering ejeren af det hidtil umatrikulerede areal.
Stk. 2. Såfremt ejendommen
oprettes af arealer, der udstykkes fra flere ejendomme, påhviler
afgiften ejerne af disse ejendomme i forening.
Stk. 3. Såfremt ansøgningen
om udstykning eller matrikulering er indsendt af en praktiserende
landinspektør, hæfter tillige landinspektøren.
§ 3. Matrikelmyndigheden fastsætter regler for afgiftens opkrævning og betaling. Afgiften kan kræves forudbetalt.
§ 4. Betales afgiften
ikke rettidigt, tillægges renter fra sidste rettidige indbetalingsdag,
og indtil betalingen sker. Rentesatsen er den til enhver tid i medfør af
§ 5 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. fastsatte rentesats.
Stk. 2. Matrikelmyndigheden
kan fastsætte regler om gebyr for udskrivning af rykkerskrivelse,
såfremt afgiftsbeløbet ikke indbetales rettidigt.
§ 5. Loven træder i kraft den 1. april 1991.
Stk. 2. Lov om afgift for ekspedition af udstykningssager, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 7. januar 1988, ophæves.
Stk. 3. For udstykning, der
behandles efter bestemmelserne i den hidtil gældende udstykningslov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977, betales afgift efter de
hidtidige regler.
§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 971 af 17. december 1997 om ændring af lov om afgift ved udstykning m.m. (Forhøjelse af udstykningsafgiften)1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende2).
Stk. 2. For udstykningssager, som er
indkommet til Kort- og Matrikelstyrelsen inden lovens ikrafttræden,
svares udstykningsafgift efter de hidtidige bestemmelser.
Stk. 3. I de sønderjyske områder, hvor
matrikulært arbejde udføres af de statslige landinspektørkontorer, og i
Københavns og Frederiksberg kommuner, hvor matrikulært arbejde udføres
af henholdsvis Stadskonduktøren og Stadslandinspektøren, svares
udstykningsafgift efter de hidtidige bestemmelser, hvis udstykningen er
rekvireret hos matrikelmyndigheden inden lovens ikrafttræden.
Lov nr. 485 af 9. juni 2004 om ændring af lov om
almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., lov om
ejerlejligheder, lov om leje af almene boliger, lov om afgift ved
udstykning m.m. og lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2005, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udeladt).
Stk. 3. (Udeladt).
Lov nr. 12 af 11. januar 2010 om ændring af lov
om udstykning og anden registrering i matriklen, lov om
landinspektørvirksomhed og lov om afgift ved udstykning m.m.4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2010, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udeladt)
Stk. 3. (Udeladt)
Geodatastyrelsen, den 7. oktober 2013
Kristian Møller
/ Pia Dahl Højgaard
Officielle noter
1) § 1 i lov nr. 971 af 17. december 1997 vedrører ændring af § 1, stk. 1, 1. pkt.
2) Bekendtgørelsen i Lovtidende fandt sted den 18. december 1997.
3) § 4 lov nr. 485 af 9. juni 2004 vedrører ændring af § 1, stk. 2.
4) § 3 i lov nr. 12 af 11. januar 2010 vedrører ændring af § 1, stk. 1, 2. pkt.