Den fulde tekst
Bekendtgørelse
om ændring af bekendtgørelse om drift af lokale aktionsgrupper under
landdistriktsprogrammet for perioden 2007-2013 samt om delegation af
visse af ministeren for by, bolig og landdistrikters beføjelser efter
lov om udvikling af landdistrikterne
(Udbetaling af tilskud og aktionsgruppens virke)
§ 1
I bekendtgørelse nr. 307 af 29. marts 2012 om drift af
lokale aktionsgrupper under landdistriktsprogrammet for perioden
2007-2013 samt om delegation af visse af ministeren for by, bolig og
landdistrikters beføjelser efter lov om udvikling af landdistrikterne,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. En aktionsgruppe ophører, når
dens opgaver i relation til landdistriktsprogrammet for perioden
2007-2013 er endeligt afsluttet.«
2. § 18, stk. 1, affattes således:
»Det er en betingelse for udbetaling af tilskud som
kvartalsvise à conto beløb, at den lokale aktionsgruppe, årligt inden
den 1. marts, indsender dokumentation for anvendelsen af udbetalte à
conto beløb i det foregående år til NaturErhvervstyrelsen.
Dokumentationen består af et særligt skema, der vedlægges alle
udgiftsbilag samt dokumentation for betaling. Fakturaer skal være
udstedt til tilsagnshaver for at være tilskudsberettigede. Skemaet fås
via Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters hjemmeside. Der kan
ikke udbetales tilskud á conto for andet kvartal det følgende år, førend
dokumentationen er modtaget.«
3. § 19 affattes således:
»§ 19. Anmodning om udbetaling af
tilskud på baggrund af dokumenterede betalte udgifter skal ske på et
særligt skema vedlagt alle udgiftsbilag samt dokumentation for betaling.
Fakturaer skal være udstedt til tilsagnshaver for at være
tilskudsberettigede. Skemaet fås via Ministeriet for By, Bolig og
Landdistrikters hjemmeside. Der kan én gang månedligt indsendes
anmodning om udbetaling til NaturErhvervstyrelsen.«
4. I bilag 2 affattes § 19, nr. 1, således:
»Aktionsgruppen ophører, når dens opgaver i relation til landdistriktsprogrammet for perioden 2007-2013 er endeligt afsluttet.«
§ 2
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2013.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, den 9. oktober 2013
P.M.V.
Christian Lützen
/ Rita Munk