Den fulde tekst
Bekendtgørelse af lov om afgift af kvælstof indeholdt i
gødninger m.m.
Herved bekendtgøres lov nr. 418 af 26. juni 1998 om
kvælstof indeholdt i gødninger m.m. med de ændringer, der følger af § 24 i lov
nr. 165 af 15. marts 2000, § 25 i lov nr. 1029 af 22. november 2000, § 24 i lov
nr. 325 af 18. maj 2005, § 40 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, § 1 i lov nr. 1417
af 21. december 2005, § 82 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og § 9 i lov nr.
461 af 12. juni 2009.
Afgiftspligtigt
vareområde og afgiftssats
§ 1.
Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af
kvælstofindholdet i følgende kemiske og mineralske gødninger:
1) Ammoniak
henhørende under position 2814 i EU's kombinerede nomenklatur,
2)
kaliumnitrat og calciumnitrat henhørende under position 2834 i EU's kombinerede
nomenklatur,
3)
ammoniumchlorid henhørende under position 2827 i EU's kombinerede nomenklatur,
og
4)
gødningsstoffer henhørende under position 3102 og 3105 i EU's kombinerede
nomenklatur.
Stk. 2. Der svares
endvidere afgift af kvælstofindholdet i organiske gødninger, der er granulerede,
pulveriserede eller på anden måde forarbejdet, og som er bestemt til salg i
pakninger på 50 kg eller derunder.
Stk. 3. Afgiften udgør
5 kr. pr. kg kvælstof indeholdt i de i stk. 1 og 2 nævnte gødninger. Der betales
dog ikke afgift, hvis det totale indhold af kvælstof i gødningen er under 2 pct.
af gødningens samlede vægt.
Registrerede
virksomheder
§ 2.
Den, der med henblik på salg fremstiller varer omfattet af § 1 med et
afgiftspligtigt kvælstofindhold, skal anmelde sin virksomhed til registrering
hos told- og skatteforvaltningen.
Stk. 2. Andre
virksomheder, der sælger varer omfattet af § 1 med et afgiftspligtigt
kvælstofindhold, kan anmelde sin virksomhed til registrering hos told- og
skatteforvaltningen, hvis virksomheden har et samlet årligt salg på 10.000 kg
kvælstof eller derover, hvoraf mere end 50 pct. sælges til virksomheder
registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække,
jf. § 7, og til virksomheder omfattet af § 8.
Stk. 3. Der udstedes
et bevis for registreringen til de registrerede virksomheder.
§ 3.
Registrerede virksomheder er berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, fra
udlandet og fra andre registrerede virksomheder at modtage varer omfattet af § 1
med henblik på videresalg.
Afgiftsperiode og
opgørelse af den afgiftspligtige mængde
§ 4.
Afgiftsperioden er måneden.
§ 5.
Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for en
afgiftsperiode som det totale indhold af kvælstof i den mængde af de i § 1
nævnte varer, der er udleveret fra virksomheden i perioden.
Stk. 2. Registrerede
virksomheders forbrug af egne varer sidestilles med udlevering.
Stk. 3. Det totale
indhold af kvælstof i varer omfattet af § 1 opgøres som det indhold, der er
deklareret af fabrikanten for hver enkelt type vare. Er det totale indhold af
kvælstof i varen angivet i et interval, opgøres indholdet som den øvre grænse i
intervallet.
Stk. 4. Opgørelsen
specificeres efter regler, der fastsættes af told- og skatteforvaltningen.
§ 6.
I mængden af varer med et afgiftspligtigt kvælstofindhold opgjort efter § 5
fradrages varer, der
1) leveres
til en anden registreret virksomhed, jf. § 3,
2) er
fritaget for afgift efter §§ 7 og 8,
3) leveres
til udlandet,
4) hos
virksomheden eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller
lignende og
5)
returneres til virksomheden, såfremt køberen får godtgjort varens pris inklusive
afgiften.
Stk. 2. Told- og
skatteforvaltningen kan fastsætte kontrolforskrifter for fradrag efter stk.
1.
Afgiftsfritagelse og
-godtgørelse
§ 7.
Der er afgiftsfrihed for varer, der leveres af registrerede virksomheder eller
fra udlandet, jf. § 19, til brug i virksomheder registreret efter lov om
jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.
Stk. 2. Der er
afgiftsfrihed for UREA-produkter i henhold til DIN-norm DIN 70070 og lign.
Stk. 3. Registrerede
virksomheder kan kræve dokumentation for det i stk. 1 nævnte
registreringsforhold.
Stk. 4. Told- og
skatteforvaltningen fastsætter de nærmere regnskabs- og kontrolforskrifter i
forbindelse med afgiftsfriheden efter stk. 1.
§ 8.
Told- og skatteforvaltningen meddeler efter anmodning virksomheder bevilling til
afgiftsfritagelse for afgiftspligtige varer, der leveres til virksomheden fra
registrerede virksomheder eller fra udlandet, når varerne udelukkende anvendes
af virksomheden til andre erhvervsmæssige formål end plantenæring eller
afisning. Afgiftsfritagelsen er betinget af, at virksomhedens årlige forbrug af
varer omfattet af § 1 har et indhold af kvælstof på 2.000 kg eller derover.
Stk. 2. Told- og
skatteforvaltningen fastsætter de nærmere regnskabs- og kontrolforskrifter i
forbindelse med afgiftsfriheden efter stk. 1.
§ 9.
Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i
samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed
efter merværdiafgiftslovens § 36, stk. 1, nr. 1-3.
§
10. Told- og skatteforvaltningen kan meddele virksomheder, der ikke er
registreret efter § 2, godtgørelse af den betalte afgift, når den årlige
godtgørelse udgør mindst 1.000 kr. af de varer,
1) der er
omhandlet i § 6, stk. 1, nr. 3,
2)
virksomheden har leveret til virksomheder registreret efter lov om jordbrugets
anvendelse af gødning og om plantedække og
3)
virksomheden har leveret til virksomheder, der i henhold til § 8 har opnået
bevilling til afgiftsfritagelse for afgiftspligtige varer.
Stk. 2. Told- og
skatteforvaltningen kan meddele virksomheder, der anvender afgiftsberigtigede
varer til afgiftsfrie formål, jf. § 8, godtgørelse af den betalte afgift, når
den årlige godtgørelse udgør mindst 1.000 kr.
Stk. 3. Told- og
skatteforvaltningen kan meddele virksomheder, der bliver registreret efter lov
om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække senere end den 1. august
i et år, godtgørelse af den betalte afgift af de varer, som virksomheden har
indkøbt til brug i virksomheden i perioden fra den 1. august i det pågældende år
og indtil den dato, hvor registreringen finder sted.
Stk. 4. Told- og
skatteforvaltningen fastsætter de nærmere regnskabs- og kontrolforskrifter i
forbindelse med afgiftsgodtgørelsen efter stk. 1-3.
§
11. Varer, der leveres til de i toldlovens § 4 omhandlede diplomatiske
repræsentationer, internationale organisationer m.v. samt de hertil knyttede
personer, er fritaget for afgift. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere
regler for afgiftsfritagelsen.
Regnskabsbestemmelser
§
12. Fremstillingsvirksomheder skal føre regnskab over fremstilling af
afgiftspligtige varer, tilgang af uberigtigede varer og udlevering samt forbrug
af afgiftspligtige varer. Virksomhederne skal holde lageret af
afgiftsberigtigede varer adskilt fra lageret af uberigtigede varer.
Stk. 2. Andre
registrerede virksomheder skal føre regnskab over tilgang af uberigtigede varer
og udlevering samt forbrug af afgiftspligtige varer.
Stk. 3. Ved afsætning
af afgiftsfri varer, jf. §§ 7 og 8, skal der udstedes faktura med oplysning om
leverandørens og modtagerens adresse og den leverede mængde kvælstof. Kopi af
fakturaer skal opbevares i 5 år.
Stk. 4. Ved afsætning
af afgiftsfri varer til virksomheder registreret efter lov om jordbrugets
anvendelse af gødning og om plantedække, jf. § 7, skal de registrerede
virksomheder efter regler fastsat af told- og skatteforvaltningen på fakturaen
tydeligt gøre opmærksom på bestemmelsen i § 25, herunder at virksomhedens ejer,
forpagter eller lignende kan ifalde strafansvar ved overtrædelse af bestemmelsen
efter § 34.
Stk. 5. Told- og
skatteforvaltningen fastsætter nærmere regler for de registrerede virksomheders
regnskabsførelse.
Afregning af
afgiften
§
13. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode
angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. §§ 5 og
6, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til told- og skatteforvaltningen.
Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2-8 i lov om opkrævning af
skatter og afgifter m.v.
§
14. (Ophævet).
§
15. (Ophævet).
§
16. Hvis virksomheden ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille
sikkerhed, jf. § 11 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., kan told-
og skatteforvaltningen inddrage registreringen af virksomheden, indtil der er
stillet sikkerhed.
§
17. (Ophævet).
Afgift af varer, der
modtages fra udlandet
§
18. Af varer med et afgiftspligtigt indhold af kvælstof, der indføres fra
steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de
pågældende EU-landes afgiftsområde, svares afgiften ved indførslen, jf. dog §§
3, 7 og 8. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. For varer,
der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder
reglerne i § 19 tilsvarende anvendelse.
§
19. I andre tilfælde end de i § 18 nævnte svares afgiften i forbindelse
med varemodtagelsen her i landet, jf. dog §§ 3, 7 og 8. Virksomheder registreret
efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække og andre
erhvervsdrivende varemodtagere skal inden afsendelsen af varer med et
afgiftspligtigt kvælstofindhold fra udlandet anmelde sig hos told- og
skatteforvaltningen. Anmeldelsen er gældende for 5 år.
Stk. 2. De i stk. 1
nævnte erhvervsdrivende varemodtagere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode
angive mængden af de varer med et afgiftspligtigt kvælstofindhold, som
virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til told- og
skatteforvaltningen, jf. dog §§ 7 og 8. Angivelsen og betalingen sker efter
reglerne i § 2, § 3 og §§ 5-8, nr. 2 og 3, i lov om opkrævning af skatter og
afgifter m.v.
Stk. 3. For andre
varemodtagere sker angivelsen og betalingen efter reglerne i § 9, stk. 2-4, i
lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., jf. dog §§ 7 og 8 i denne
lov.
Stk. 4. Told- og
skatteforvaltningen kan pålægge erhvervsdrivende varemodtagere, der gentagne
gange ikke har betalt afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varernes
modtagelse. Told- og skatteforvaltningen kan endvidere pålægge virksomheden at
betale afgiften ved varernes modtagelse.
Stk. 5.
Bestemmelserne i § 12, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Dækningsafgift
§
20. Af varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter § 1, men som
indeholder afgiftspligtige bestanddele, og som er bestemt til eller anvendes som
plantenæring eller afisningsmiddel, betales ved indførsel fra steder uden for EU
eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes
afgiftsområde, en dækningsafgift. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens
kapitel 4, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For varer,
der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder
reglerne i § 19, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-5, tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. I andre
tilfælde betales afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet.
Bestemmelserne i § 19, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-5, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4. Afgiften
betales efter afgiftssatsen i § 1, stk. 3, på grundlag af vægten af de
afgiftspligtige bestanddele.
Stk. 5. Ved
fortoldningen, udleveringen eller modtagelsen af varer som nævnt i stk. 1 skal
vægten af de afgiftspligtige bestanddele angives, og en erklæring herom fra
fabrikanten skal fremlægges.
Stk. 6.
Bestemmelserne i §§ 7, 8, 9 og 10 finder tilsvarende anvendelse på
dækningsafgiften.
Varer, der medbringes fra
udlandet
§
21. Bestemmelsen i § 9, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og
afgifter m.v., finder tilsvarende anvendelse på virksomheder, der er registreret
efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, og som
medbringer afgiftspligtige varer eller varer med indhold af afgiftspligtige
bestanddele fra andre EU-lande til brug i egen bedrift.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 9, stk. 2 og 3, i lov om opkrævning af skatter og afgifter
m.v., finder tilsvarende anvendelse på andre erhvervsdrivende end de i stk. 1
nævnte, der medbringer afgiftspligtige varer eller varer med indhold af
afgiftspligtige bestanddele fra andre EU-lande til brug i egen bedrift.
Kontrolbestemmelser
§
22. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til
enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage
eftersyn i virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse
virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale
samt korrespondance m.v.
Stk. 2.
Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde
told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de
i stk. 1 omhandlede eftersyn.
Stk. 3. Det i stk. 1
nævnte materiale skal på told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller
indsendes til denne.
Stk. 4.
Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen
oplysninger om deres indkøb af varer med et afgiftspligtigt kvælstofindhold til
virksomheden.
Stk. 5. Leverandører
af varer med et afgiftspligtigt kvælstofindhold skal på begæring meddele
offentlige myndigheder oplysning om deres leverancer til erhvervsdrivende.
Stk. 6. Told- og
skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under
transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller
erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.
Stk. 7. Told- og
skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig
legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af
varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 4-6 omhandlede
virksomheder.
Stk. 8. I det omfang
oplysninger som nævnt i stk. 1 og 7 er registreret elektronisk, omfatter
forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang
hertil.
§
23. Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen
af kontrollen efter § 22. Justitsministeren kan efter forhandling med
skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.
Andre
bestemmelser
§
24. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftslovens § 47,
stk. 2, og som her til landet ved fjernsalg sælger varer omfattet af § 1 eller
varer som nævnt i § 20, stk. 1, skal anmeldes til registrering efter denne lov
hos told- og skatteforvaltningen. For disse virksomheder opgøres den
afgiftspligtige mængde som indholdet af kvælstof i den mængde af de i § 1 nævnte
varer, som virksomheden i perioden har solgt her til landet ved fjernsalg. For
de i § 20, stk. 1, nævnte varer finder § 20, stk. 4 og 5, tilsvarende
anvendelse. § 5, stk. 3, § 6, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, og § 7, stk. 21),
finder tilsvarende anvendelse.
§
25. En virksomhed, der i henhold til § 7 modtager afgiftsfri varer, skal
straks give sine leverandører meddelelse, hvis virksomheden ophører med at være
registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om
plantedække.
§
26. Den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer,
hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter denne lov,
skal svare afgift af varerne, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En
virksomhed, der er registreret efter denne lov, skal ikke svare afgift af varer,
der er leveret uberigtiget til en virksomhed registreret efter lov om
jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, når virksomheden
1) har
modtaget dokumentation for registreringsforholdet, inden afgiftsfri leverancer
finder sted første gang, jf. § 7, stk. 3,
2) ikke
senere har fået meddelelse om ophør af registreringsforholdet, jf. § 25, og
3) har
overholdt forskrifter fastsat i henhold til § 7, stk. 4.
Stk. 3. Såfremt
afgiftspligtige varer, der efter § 8 er fritaget for afgift, anvendes til andet
formål end det, hvortil de er bestemt, kan told- og skatteforvaltningen inddrage
virksomhedens adgang til at indkøbe afgiftsfri varer.
Stk. 4. Afgiften af
de nævnte varer kan afkræves til betaling senest 14 dage efter påkrav. Betales
afgiften ikke rettidigt, finder §§ 6 og 7 og § 8, nr. 2 og 3, i lov om
opkrævning af skatter og afgifter m.v. tilsvarende anvendelse.
§
27. (Ophævet).
§
28. (Ophævet).
§
29. (Ophævet).
§
30. Afgift efter loven kan inddrives ved udpantning.
§
31. (Ophævet).
§
32. Foruden den personkreds, der er omhandlet i § 10 i lov om opkrævning
af skatter og afgifter m.v., hæfter de i § 19, stk. 1, nævnte varemodtagere og
den, der er i besiddelse af varen, for betaling af afgift efter bestemmelserne i
denne lov.
§
33. Med steder uden for EU sidestilles med hensyn til bestemmelserne i
denne lov Færøerne og Grønland samt Københavns Frihavn.
Straffebestemmelser
§
34. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
1) afgiver
urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for
afgiftskontrollen,
2)
overtræder § 2, stk. 1, § 12, § 19, stk. 1, 2. pkt., § 20, stk. 5, § 22, stk.
2-5, § 24, 1. pkt., § 25 og § 36, stk. 3-6,
3) undlader
at efterkomme et i medfør af § 19, stk. 4, 1. pkt., meddelt påbud,
4)
fortsætter driften af en afgiftspligtig virksomhed, hvis registrering er
inddraget efter § 16 og told- og skatteforvaltningen har meddelt virksomheden
dette, eller
5)
overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er
betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger
herpå.
Stk. 2. I
forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde
for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i
forskrifterne.
Stk. 3. Den, der
begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen
afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.
Stk. 4. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§
35. Reglerne i §§ 18 og 19 i lov om opkrævning af skatter og afgifter
m.v. finder tilsvarende anvendelse på sager om overtrædelse af denne lov.
Overgangs- og
ikrafttrædelsesbestemmelser
§
36. Loven træder i kraft den 1. august 1998. Bestemmelsen i stk. 3 træder
dog i kraft den 1. juli 1998.
Stk. 2. Loven finder
anvendelse på varer, der fra og med den 1. august 1998 udleveres fra eller
forbruges i registrerede virksomheder, angives til fortoldning, medbringes eller
modtages fra udlandet.
Stk. 3. Virksomheder,
der skal registreres ved lovens ikrafttræden, skal anmelde sig til registrering
hos told- og skatteforvaltningen senest den 15. juli 1998.
Stk. 4. Virksomheder,
der skal registreres ved lovens ikrafttræden, skal opgøre lagerbeholdningen af
afgiftspligtige varer og af varer, som har et indhold af afgiftspligtige
bestanddele, den 1. august 1998. Såfremt lagerbeholdningen af sidstnævnte varer
har et samlet indhold af kvælstof på 1.000 kg eller derover, skal virksomhederne
indsende opgørelsen over denne lagerbeholdning til told- og skatteforvaltningen
senest den 15. august 1998. Told- og skatteforvaltningen fastsætter de nærmere
regler for opgørelsen.
Stk. 5. Andre
virksomheder, der med henblik på videresalg den 1. august 1998 har et lager af
afgiftspligtige varer med et samlet indhold af kvælstof på 1.000 kg eller
derover, eller af varer, som har et samlet indhold af afgiftspligtige
bestanddele på 1.000 kg eller derover, skal senest den 15. august 1998 til told-
og skatteforvaltningen fremsende en opgørelse over deres samlede lagerbeholdning
den 1. august 1998. Told- og skatteforvaltningen fastsætter de nærmere regler
for opgørelsen.
Stk. 6. Virksomheder,
der er omfattet af stk. 4 og 5, skal give told- og skatteforvaltningen adgang
til at kontrollere opgørelserne ved eftersyn af lagre, forretningsbøger m.v.
Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde
told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp.
Stk. 7. Virksomheder,
der er omfattet af stk. 4, skal senest den 31. august 1998 indbetale afgift af
den i stk. 4 nævnte lagerbeholdning af afgiftspligtige varer, der indgår som
bestanddele i andre varer, til told- og skatteforvaltningen.
Stk. 8. Virksomheder,
der er omfattet af stk. 5, skal senest den 31. august 1998 indbetale afgift af
den i stk. 5 nævnte lagerbeholdning til told- og skatteforvaltningen.
Stk. 9. Betales
afgift efter stk. 7 eller 8 ikke rettidigt, finder lovens § 14, stk. 2,
tilsvarende anvendelse.
§
37. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Skatteministeriet, den 22. august 2013
P.M.V.
Jens Brøchner
/ Lene Skov Henningsen
Officielle noter
1)
Skal rettelig være stk. 3. Fejlen skyldes en forkert stykkebetegnelse i
ændringslov nr. 461 af 12. juni 2009. Der vil blive fremsendt ændringsforslag
snarest muligt.