Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Formål og indhold
Kapitel 2 Definitioner
Kapitel 3 Medlemmer og godkendelse
Kapitel 4 Forhandlinger med mejerier
Kapitel 5 Afsluttende bestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om oprettelse af producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer i mælkesektoren1)

I medfør af § 1, stk. 1-4, § 3 og § 24 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v. (landbrugsstøtteloven) jf. lovbekendtgørelse nr. 244 af 28. februar 2013, fastsættes:

Kapitel 1

Formål og indhold

§ 1. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører anerkendelse af producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer for mælk og mejeriprodukter.

Kapitel 2

Definitioner

§ 2. Ved en producentorganisation forstås i denne bekendtgørelse en juridisk person, der opfylder bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 261/2012 artikel 122 a og artikel 126-a stk.1, litra a-d.

Stk. 2. Ved en sammenslutning af producentorganisationer forstås en sammenslutning af to eller flere producentorganisationer, som alle hver for sig er godkendte efter denne bekendtgørelses bestemmelser.

Stk. 3. Ved en mælkeproducent forstås i denne bekendtgørelse en fysisk eller juridisk person, der råder over en mælkekvote, og som i det pågældende kvoteår har leverance til en godkendt opkøber jf. bekendtgørelse nr. 974 af 21. september 2012 om mælkekvoter.

Kapitel 3

Medlemmer og godkendelse

§ 3. En producentorganisation skal for at blive godkendt have mindst fem mælkeproducenter som medlemmer, der på ansøgningstidspunktet samlet råder over en mælkekvote på mindst 3 millioner kg.

Stk. 2. Producentorganisationer skal være registreret hos Erhvervsstyrelsen.

§ 4. Et medlem skal være tilsluttet en producentorganisation i mindst et år.

Stk. 2. Medlemmer har en opsigelsesperiode på seks måneder.

Stk. 3. Producentorganisationen oplyser NaturErhvervstyrelsen om alle tilsluttede og fratrædende medlemmer inden den 30. juni hvert år.

§ 5. Producentorganisationen skal for at blive godkendt fremsende vedtægter til godkendelse i NaturErhvervstyrelsen.

Stk. 2. En producentorganisation skal råde over et hovedkvarter. Hovedkvarterets adresse skal fremgå af foreningens vedtægter.

Stk. 3. Producentorganisationens vedtægter skal forpligte medlemmerne til at afsætte hele deres mælkeleverance gennem producentorganisationen.

Stk. 4. Uanset stk. 3 kan det fremgå af vedtægterne, at producenten kan afsætte op til 15 pct. af sin mælkeproduktion direkte til forbrugere.

Stk. 5. Uanset stk. 3 og 4 kan det fremgå af vedtægterne, at producenten kan afsætte op til 15 pct. af sin mælkeleverance til en eller flere andre aftager end producentorganisationen.

§ 6. En producentorganisation skal for at blive godkendt kunne dokumentere, at den er i stand til at varetage sine opgaver vedrørende koncentration af udbud samt afsætning af medlemmernes mælkeproduktion.

Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen vurderer i medfør af stk.1, om producentorganisationen råder over det eventuelle personale, infrastruktur og udstyr, som er nødvendig for at kunne varetage de i stk. 1, nævnte opgaver.

§ 7. En sammenslutning af producentorganisationer skal for at blive godkendt fremsende vedtægter til godkendelse i NaturErhvervstyrelsen.

Stk. 2. En sammenslutning af producentorganisationer skal råde over et hovedkvarter. Hovedkvarterets adresse skal fremgå af sammenslutningens vedtægter.

§ 8. Såfremt en producentorganisation eller en sammenslutning af producentorganisationer ønsker at outsource sine opgaver, skal NaturErhvervstyrelsens godkendelse indhentes, forinden outsourcing kan finde sted.

Stk. 2. Godkendelse i medfør af stk. 1 kan kun finde sted, såfremt producentorganisationen eller sammenslutningen af producentorganisationer forbliver ansvarlig for gennemførelsen af de outsourcede aktiviteter.

Stk. 3. Godkendelse i medfør af stk. 1 kan desuden kun finde sted, såfremt producentorganisationen eller sammenslutningen af producentorganisationer bevarer den overordnende kontrol med den aktivitet, der outsources.

Stk. 4. Godkendelse af outsourcing i medfør af stk. 1 kan kun meddeles, såfremt NaturErhvervstyrelsen skønner, at den ønskede outsourcing er hensigtsmæssig for at løse de opgaver, der er nævnt i § 6, stk. 1.

Kapitel 4

Forhandlinger med mejerier

§ 9. En producentorganisation, der ønsker at føre forhandlinger i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 261/2012 artikel 126 c, skal underrette NaturErhvervstyrelsen herom inden forhandlinger med den virksomhed, hvormed der føres forhandlinger, påbegyndes.

Stk. 2. Underretning i medfør af stk. 1, skal indeholde oplysninger om de mængder mælk, der skal være genstand for forhandlinger.

Stk. 3. Manglende eller urigtig underretning i medfør af denne bestemmelse medfører, at forhandlingerne ikke vil være gyldige i henhold til reglerne i denne bekendtgørelse og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 261/2012 jf. også § 13.

Kapitel 5

Afsluttende bestemmelser

§ 10. En mælkeproducent kan ikke være medlem af en producentorganisation jf. kapitel 3 på grundlag af de mængder mælk, vedkommende leverer til et andelsselskab, som han/hun er medlem af, og hvor leverancen er omfattet af en leverings- og/eller afsætningsforpligtelse ifølge andelsselskabets vedtægter.

§ 11. NaturErhvervstyrelsen forestår godkendelser og øvrig administration samt administrativ og fysisk kontrol af producentorganisationer omfattet af denne bekendtgørelse.

§ 12. Godkendelser efter denne bekendtgørelse og bestemmelser i bagvedliggende EU-forordninger, som er meddelt på baggrund af ansøgers urigtige eller vildledende oplysninger, kan tilbagekaldes.

§ 13. Med bøde straffes den der overtræder § 3, § 4, § 5, § 6, § 7, § 8, stk. 1, § 9 og § 10.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. april 2013.

NaturErhvervstyrelsen, den 11. april 2013

Anders Munk Jensen

/ Henrik Jacobsgaard

Officielle noter

1) I bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2012/EU af 14. marts 2012 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår kontraktsforhold i mælke-og mejerisektoren, EU-Tidende 2012, nr. L 94, side 38, fra Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 511/2012/EU af 15. juni 2012 om meddelelser vedrørende producent- og brancheorganisationer og kontraktforhandlinger og -forhold jf. Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007, EU-Tidende 2012, nr. L 156, side 39 og fra Kommissionens delegerede forordning nr. 880/2012/EU af 28. juni 2012 om supplering af Rådets forordning (EF) nr. 1234/200 hvad angår tværnationalt samarbejde og producentorganisationernes kontraktsforhandlinger i mælke- og mejerisektoren. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke nævnte forordningers umiddelbare gyldighed i Danmark.