Den fulde tekst
Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme
I medfør af § 8, stk. 3, § 9, stk. 2, § 20, stk. 6
og 7, § 24, stk. 6 og 7, § 33, stk. 4, § 37, stk. 1, og § 50, stk. 3, i
lov om landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 616 af 1. juni
2010, som ændret ved lov nr. 1240 af 18. december 2012, og efter
forhandling med miljøministeren fastsættes:
§ 1. Denne bekendtgørelse fastlægger supplerende bestemmelser vedrørende reglerne i lov om landbrugsejendomme.
Notering som landbrugsejendom
§ 2. En ejendom kan på
ejerens begæring noteres som en landbrugsejendom i matrikelregisteret,
hvis betingelserne i lovens § 4, stk. 1, er opfyldt.
Stk. 2. Ansøgning om notering indsendes til Geodatastyrelsen, der påser, at betingelserne i lovens § 4, stk. 1, er opfyldt.
§ 3. Geodatastyrelsen
foretager notering af landbrugspligt i overensstemmelse med lovens § 4,
stk. 1 og 2, og kan træffe afgørelse om at fravige bestemmelserne i
lovens § 4, stk. 2, jf. lovens § 4, stk. 3.
Stk. 2. Geodatastyrelsen
foretager registrering i matriklen af landbrugsejendomme uden
beboelsesbygning, jf. lovens § 9, stk. 6, og § 10.
Bopælspligten
A. Erhvervelse
§ 4. Ved
erhvervelse af en landbrugsejendom kan erhververen opfylde bopælspligten
ved, at en anden person tager fast bopæl på ejendommen eller på en
anden landbrugsejendom, som erhververen er ejer eller medejer af, jf.
lovens § 8, stk. 2.
Stk. 2. Når en anden person
tager fast bopæl i stedet for erhververen, kan erhvervelse kun ske uden
tilladelse fra NaturErhvervstyrelsen, hvis der i erklæringsskemaet, jf.
§ 1 i bekendtgørelse om dokumentation og tinglysning mv. af dokumenter
vedrørende landbrugsejendomme, gives oplysning om navn, personnummer og
adresse for vedkommende anden person.
Stk. 3. Erklæringsskemaet
skal endvidere vedlægges kopi af underskreven lejekontrakt,
forpagtnings- eller bestyrerkontrakt eller anden aftale om, at
vedkommende tager fast bopæl.
Stk. 4. Hvis der inden for
den frist på 6 måneder eller 2 år, der efter erhvervelsesreglerne gælder
for at tage fast bopæl i forbindelse med erhvervelse af en
landbrugsejendom, sker ændring med hensyn til den person, der skal tage
fast bopæl, skal der ske indberetning på et skema, der kan hentes på
NaturErhvervstyrelsens hjemmeside (www.naturerhverv.dk eller
www.landbrugsloven.dk), eller som kan fås ved henvendelse til
NaturErhvervstyrelsen (tlf. 3395 8000), jf. tillige §§ 8 og 9.
Indberetningen skal ske inden 4 uger fra ændringen.
Stk. 5. I de tilfælde, hvor
erhververen ønsker at opfylde bopælspligten ved, at en anden person
tager fast bopæl, men på tidspunktet for afgivelse af erklæring, jf.
stk. 2, ikke har en lejer, meddeler NaturErhvervstyrelsen tilladelse på
baggrund af en ansøgning. Tilladelsen meddeles på vilkår om fremsendelse
af underskreven lejekontrakt eller lignende med de i stk. 2 anførte
oplysninger inden 6 mdr. til NaturErhvervstyrelsen.
B. Bopælspligten
§ 5. Ved pligten i
lovens § 8, stk. 1 og 2, til at tage fast bopæl på ejendommen
(bopælspligten) forstås, at ejendommen skal benyttes som helårsbolig.
Den, der tager fast bopæl på ejendommen, skal overnatte på ejendommen,
medmindre der foreligger særlige, forbigående omstændigheder. Den
pågældende skal samtidig være tilmeldt folkeregisteret som boende på
ejendommen, således at denne tjener som hovedbopæl.
Stk. 2. Ved opgørelsen af,
om bopælspligten er opfyldt i 10 år, jf. lovens § 8, stk.1, medregnes
kun det tidsrum, hvor ejendommen er beboet, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. Bopælspligten for
en ankermand, jf. lovens § 16, stk. 2, skal opfyldes i mindst 10 år
efter, at den pågældende har erhvervet sin anpart i ejendommen, jf. stk.
1 og 2.
Stk. 4. Når en person, der i
en periode har været medejer af en landbrugsejendom, indtræder som ny
ankermand, jf. lovens § 16, stk. 2, skal den pågældende opfylde
betingelserne for personlig erhvervelse i lovens §§ 12-15.
Stk. 5. Bopælspligten for
en ny ankermand, jf. lovens § 16, stk. 2, anses ikke for opfyldt ved, at
denne i en periode har været medejer af den pågældende
landbrugsejendom, medmindre vedkommende i denne periode har opfyldt
bopælspligten på ejendommen.
Stk. 6. I det tilfælde,
hvor der meddeles dispensation fra bopælspligten efter bekendtgørelsens §
10, stk. 4, medregnes det tidsrum, for hvilket der er meddelt
dispensation, i de 10 år, som bopælspligten skal være opfyldt.
C. Frist for opfyldelse af bopælspligten
§ 6. Fristen for
opfyldelse af bopælspligten efter lovens §§ 12-15 regnes fra tidspunktet
for indgåelsen af en bindende aftale om erhvervelsen.
Stk. 2. Den i lovens § 14 nævnte frist for opfyldelse af bopælspligten ved arv regnes dog fra tidspunktet for arveudlægget.
Stk. 3. For den i lovens §
16, stk. 2, nævnte anpartshaver (ankermanden) regnes fristen for
opfyldelse af bopælspligten fra det tidspunkt, hvor ankermanden har
indgået en bindende aftale om erhvervelse af ejendommen eller sin anpart
i ejendommen, jf. dog § 5, stk. 4 og 5.
§ 7. Ved
oprettelse af en ny landbrugsejendom, jf. lovens § 30, stk. 2 og 3,
indtræder der en 10-årig bopælspligt, der skal opfyldes af erhververen
inden 6 måneder fra det tidspunkt, hvor Geodatastyrelsen har registreret
de matrikulære forandringer.
Stk. 2. Ved køb af
suppleringsjord, jf. lovens § 29, indtræder der en ny 10-årig
bopælspligt, der skal opfyldes inden 6 måneder fra det tidspunkt, hvor
Geodatastyrelsen har registreret de matrikulære forandringer.
D. Indberetning om ændring af bopælspligten
§ 8. Erhververen
af en landbrugsejendom, der selv har taget fast bopæl, jf. lovens § 8,
stk. 1, skal indberette til NaturErhvervstyrelsen, hvis bopælspligten
inden for 10 års perioden i stedet opfyldes ved, at en anden person
tager fast bopæl på ejendommen eller på en anden landbrugsejendom, som
erhververen er ejer eller medejer af, jf. stk. 3.
Stk. 2. Bopælspligten skal
opfyldes igen inden 6 måneder fra fraflytningstidspunktet, eller
erhververen skal inden 4 uger søge om dispensation fra opfyldelsen af
bopælspligten hos NaturErhvervstyrelsen.
Stk. 3. Indberetning skal
ske på et skema, der kan hentes på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside
(www.naturerhverv.dk eller www.landbrugsloven.dk), eller som kan fås ved
henvendelse til NaturErhvervstyrelsen (tlf. 3395 8000). Indberetningen
skal indsendes til NaturErhvervstyrelsen inden 4 uger efter
fraflytningen.
§ 9. Erhververen
af en landbrugsejendom, der opfylder bopælspligten inden for 10 års
perioden ved, at en anden person har taget fast bopæl på ejendommen
eller på en anden landbrugsejendom, som erhververen er ejer eller
medejer af, skal indberette til NaturErhvervstyrelsen, hvis den
pågældende person enten er fraflyttet uden varsel eller fraflytter inden
en nærmere angiven dato, jf. stk. 3.
Stk. 2. Erhververen skal
inden 6 måneder fra det i stk. 1 angivne fraflytningstidspunkt igen
opfylde bopælspligten eller inden 4 uger søge om dispensation fra
opfyldelsen af bopælspligten hos NaturErhvervstyrelsen.
Stk. 3. Indberetning skal ske på et skema som nævnt i § 8, stk. 3.
E. Dispensation fra bopælspligten
§ 10.
NaturErhvervstyrelsen kan efter ansøgning meddele dispensation fra
bopælspligten i lovens § 8, stk. 1 og 2, herunder i de i stk. 2-4 nævnte
tilfælde.
Stk. 2. Dispensation kan meddeles med en udsættelse af bopælspligtens indtræden,
1) hvor erhververen af hensyn til istandsættelse af boligen er midlertidigt forhindret i at opfylde bopælspligten, eller
2) hvor erhververen på grund af uddannelse er midlertidigt forhindret i at opfylde bopælspligten.
Stk. 3. Dispensation kan
meddeles med en tidsubegrænset dispensation fra bopælspligten, hvis
ejendommen gennem længere tid har været i slægtens eje og ønskes
overdraget til en slægtning.
Stk. 4.
NaturErhvervstyrelsen meddeler endvidere dispensation for en begrænset
periode på højst 3 år i tilfælde, hvor det ikke har været muligt at
udleje beboelsesbygningen på markedsvilkår. Dispensation meddeles, når
1) erhververen har
dokumenteret, at det inden for en sammenhængende periode på 3 måneder
ved mindst 3 annonceringer med minimum 3 ugers mellemrum i mindst 1
landsdækkende avis eller via internettet samt endvidere i mindst 1
lokalavis ikke har været muligt at udleje ejendommen på markedsvilkår,
2) erhververen har
dokumenteret, at den leje, hvortil ejendommen er udbudt, ikke
overstiger det normale huslejeniveau i det pågældende område, og
3) erhververen har
redegjort for de henvendelser, der har været på annonceringen, og om
baggrunden for, at ingen af disse henvendelser har ført til udlejning af
beboelsesbygningen.
Stk. 5. Medmindre særlige
grunde taler imod det, skal den i stk. 4 nævnte dispensation gøres
betinget af, at erhververen kun opholder sig på ejendommen, når dette
sker i naturlig tilknytning til ejendommens drift.
Samlever
§ 11. Ved en
samlever forstås en person, der lever i et ægteskabslignende forhold,
der har bestået i mindst to år, eller hvor de samlevende har fælles
børn.
Beboelsesbygning
§ 12. Ved en
passende beboelsesbygning, jf. lovens § 9, stk. 1, forstås, at beboelsen
skal have en sådan størrelse og karakter, at den kan anvendes til
helårsbeboelse for en husstand med sædvanlig husførelse
(beboelsesbygningen). En landbrugsejendom kan have mere end én
beboelsesbygning.
Stk. 2. Ved udskiftning af
beboelsesbygningen på en landbrugsejendom skal en ny beboelse ligge
hensigtsmæssigt i forhold til landbrugsejendommens jorder, i landzone og
i direkte tilknytning til ejendommens jorder. Tilsvarende gælder ved
supplering med en parcel med en eksisterende beboelsesbygning. Ved
nyopførelse skal beboelsesbygningen have et boligareal på mindst 120 m2.
Stk. 3. Bopælspligten skal
opfyldes fra en beboelsesbygning på ejendommen eller på en anden
landbrugsejendom, som erhververen er ejer eller medejer af, jf. lovens §
8, stk.1 og 2. Hvis ejendommen er suppleret med et areal med en anden
beboelsesbygning, som ikke opfylder betingelserne i stk. 2, kan
bopælspligten også opfyldes fra denne bolig, hvis den ligger inden for
en luftlinjeafstand af 2 km fra en beboelsesbygning på ejendommen.
Stk. 4. NaturErhvervstyrelsen kan dispensere fra reglerne i stk. 2 og 3, når særlige forhold taler for det.
Landmandsselskaber (lovens § 20)
A. Generelle betingelser
§ 13.
Bestemmelserne i lovens § 20 omfatter også aktie- og anpartsselskaber i
andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, der har tiltrådt
aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Det er en
forudsætning, at selskaberne er registreret i Erhvervsstyrelsen med en
filial.
Stk. 2. Bestemmelserne i
lovens § 20 omfatter også SE-selskaber, som ligeledes skal være
registreret i Erhvervsstyrelsen med en filial, hvis selskabet ikke har
sit vedtægtsmæssige hjemsted i Danmark.
Stk. 3. Bestemmelserne i lovens § 20 omfatter ikke partnerselskaber.
§ 14. Kravet i lovens § 20, stk. 1 og 2, skal opfyldes af en person (landmanden i selskabet) i hele selskabets ejertid.
Stk. 2. Bestemmende indflydelse for landmanden i selskabet foreligger,
1) når denne
direkte eller gennem et andet selskab, som vedkommende alene ejer, ejer
mere end halvdelen af stemmerettighederne i selskabet eller,
2) når vedkommende har
a) råderet over mere end halvdelen af stemmerettighederne i selskabet i kraft af en aftale med andre investorer,
b) beføjelse til at styre de finansielle og driftsmæssige forhold i selskabet i henhold til vedtægterne eller en aftale,
c) beføjelse
til at udpege eller afsætte flertallet af medlemmerne i det øverste
ledelsesorgan og dette organ besidder den bestemmende indflydelse i
selskabet, eller
d) råderet
over det faktiske flertal af stemmerne på generalforsamlingen eller i et
tilsvarende organ og derved besidder den faktiske bestemmende
indflydelse over selskabet.
Stk. 3. Bopælspligten skal
opfyldes af landmanden i selskabet i mindst 10 år efter selskabets
erhvervelse af ejendommen, jf. lovens § 8, stk. 1 og 2. Hvis den
pågældende person indtil selskabets erhvervelse af ejendommen har haft
lovlig adkomst på denne, gælder 10 års reglen dog fra tidspunktet for
den personlige erhvervelse, jf. dog lovens § 14, stk. 1.
Stk. 4. Når den
bestemmende indflydelse i selskabet overgår til en anden person, skal
denne opfylde de personlige erhvervelsesbetingelser i lovens §§ 12-15
eller ved dispensation efter § 8, stk. 4, eller § 17. Den nye landmand i
selskabet skal opfylde bopælspligten i mindst 10 år, jf. dog lovens §
14, stk. 1. Hvis den pågældende person skal opfylde betingelserne i
lovens § 12, stk. 2, jf. §§ 31-33, gælder reglerne om fortrinsstilling
til suppleringsjord, når vedkommende og dennes børn under 18 år
tilsammen vil blive ejer eller medejer af to eller flere
landbrugsejendomme, hvis samlede areal overstiger 150 ha bortset fra
fradragsarealer, jf. dog bekendtgørelsens § 25, stk. 1-5, om supplering
af en hovedejendom.
Stk. 5. Kravet om, at
landmanden i selskabet selv skal varetage den daglige ledelse af
ejendommens drift for selskabet, hvis dette følger af betingelserne i
lovens § 20, stk. 2, er ikke til hinder for, at selskabet også kan
bortforpagte ejendommen, eller at ejendommen kan drives i et fællesskab,
jf. lovens § 26.
Stk. 6. Ved overdragelse
af en landbrugsejendom, der lovligt ejes af et bestående
landmandsselskab, til et andet landmandsselskab, begynder der en ny
10-års periode for bopælspligten, hvis der indtræder en ny person som
landmand i selskabet. Reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord i
lovens §§ 31-33 skal bringes i anvendelse, hvis der indtræder en ny
person som landmand i selskabet, og den pågældende skal opfylde
betingelserne i lovens § 12.
§ 15. Det er en
betingelse, at landmanden i selskabet ved opsigelse skal være sikret et
varsel på mindst 12 måneder. Opsigelse kan dog ske med et kortere varsel
på grund af grov misligholdelse. Det er dog en betingelse, at
NaturErhvervstyrelsen finder, at misligholdelsen er så grov, at den kan
begrunde en dispensation.
Stk. 2. Betingelsen i stk. 1 skal fremgå af selskabets vedtægter.
B. Erklæring ved selskabers erhvervelse
§ 16. Et
aktieselskab eller et anpartsselskab, der erhverver en landbrugsejendom
efter bestemmelsen i lovens § 20, stk. 1, skal i forbindelse med
afgivelse af erklæring, som er en forudsætning for tinglysning af
adkomst på ejendommen, give oplysning om:
1) Selskabets navn og adresse, CVR-nummer samt samlede aktie- eller anpartskapital.
2) Ejendommens areal mv. og tidspunktet for selskabets erhvervelse af ejendommen.
3) Navn,
personnummer og adresse for den deltager, der opfylder betingelserne i
lovens § 20, stk. 1 og 2, (landmanden i selskabet), og erklæring om, at
vedkommende har bestemmende indflydelse i selskabet, jf.
bekendtgørelsens § 14, stk. 2.
Stk. 2. Oplysninger skal
gives på et skema, der kan hentes på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside
(www.naturerhverv.dk eller www.landbrugsloven.dk), eller som kan fås ved
henvendelse til NaturErhvervstyrelsen. Skemaet skal sendes til
NaturErhvervstyrelsen, jf. bekendtgørelsen om dokumentation og
tinglysning mv. af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme.
C. Selskabers indberetningspligt
§ 17. Et
aktieselskab eller et anpartsselskab, der har erhvervet en
landbrugsejendom efter reglerne i § 20 i landbrugsloven af 1989
(lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989) eller senere landbrugslove,
skal sende indberetning til NaturErhvervstyrelsen ved udskiftning af
landmanden i selskabet. Dette gælder også ved enhver ændring af
ejerforholdene, der medfører, at den deltager, der hidtil har opfyldt
landbrugslovens erhvervelsesbetingelser og kravet om bestemmende
indflydelse i selskabet m.v. (landmanden i selskabet), ikke længere
opfylder betingelserne i lovens § 20, stk. 1 eller 2. Indberetningen
skal indsendes inden 4 uger efter den nævnte ændring.
Stk. 2. Ved indberetning
efter stk. 1 skal det ved erklæring dokumenteres, at selskabet opfylder
kravet om, at en deltager, der opfylder lovens erhvervelsesbetingelser,
herunder bopælskravet, har bestemmende indflydelse i selskabet, jf. §
14, stk. 2. Der skal desuden gives oplysning om den deltager, der
herefter opfylder de nævnte erhvervelsesbetingelser, jf. lovens § 20,
stk. 1 og 2.
Stk. 3. Indberetning skal
gives på et skema, der kan hentes på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside
(www.naturerhverv.dk eller www.landbrugsloven.dk), eller som kan fås ved
henvendelse til NaturErhvervstyrelsen. Skemaet skal sendes til
NaturErhvervstyrelsen. Der skal gives oplysning om alle de under § 16,
stk. 1, omhandlede forhold på tidspunktet for indberetningen.
§ 18.
Bestemmelserne i § 17 gælder også ved omdannelse af selskabet til et
andet selskab eller ved fusion af selskabet med et andet selskab, hvis
omdannelsen af selskabet ikke medfører tinglysning af ny adkomst på
ejendommen.
Stk. 2. Hvis landmanden i
selskabet og dennes børn under 18 år ved en fusion bliver ejer eller
medejer af mere end 150 ha, finder reglerne om fortrinsstilling i lovens
§§ 31-33 anvendelse.
§ 19. Et
aktieselskab eller et anpartsselskab, der har erhvervet en
landbrugsejendom efter lovens § 20, skal efter anmodning fra
NaturErhvervstyrelsen sende ajourførte oplysninger til
NaturErhvervstyrelsen om alle de under § 16 og § 17 omhandlede forhold.
Oplysningerne skal indsendes inden 4 uger efter anmodningen.
Stk. 2. Selskabet skal
efter anmodning fra NaturErhvervstyrelsen sende kopi af gældende
vedtægter og aftaler, der angår den bestemmende indflydelse i selskabet,
til NaturErhvervstyrelsen. Oplysningerne skal indsendes inden 4 uger
efter anmodningen.
Juridiske personers af erhvervelse af landbrugsjord til naturformål
§ 20. En fond,
forening eller anden juridisk person, der har til formål at støtte
almennyttige naturbeskyttelsesformål, kan opnå en forhåndsgodkendelse
fra NaturErhvervstyrelsen til at erhverve adkomst på en landbrugsejendom
eller en del af en landbrugsejendom til naturformål mv., jf. lovens §
24, hvis betingelserne nedenfor i stk. 2-5 er opfyldt.
Stk. 2. Ved ansøgning om
forhåndsgodkendelse skal der gives oplysning om navn og adresse,
registreringsnummer for fonde og CVR-nummer for selskaber samt andre
oplysninger til identifikation af ansøgeren.
Stk. 3. Det skal
dokumenteres ved kopi af vedtægter mv., at ansøgeren har til formål at
støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, jf. dog stk. 4. Hvis
ansøgeren også har andre formål, må disse ikke være i strid med formålet
om at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål.
Stk. 4. Dokumentation for
formålet skal ske ved indsendelse af formålsbestemmelserne. Herudover
skal fonden, foreningen eller den juridiske person kunne erklære, at
vedtægterne i øvrigt ikke indeholder formål, der strider mod formålet om
at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål.
Stk. 5. Der skal indsendes
indberetning til NaturErhvervstyrelsen ved enhver ændring af
vedtægterne med hensyn til formål mv., jf. stk. 3 og 4. Indberetningen
skal indsendes inden 4 uger efter den nævnte ændring.
Stk. 6. En
forhåndsgodkendelse kan tilbagekaldes, hvis betingelserne for
forhåndsgodkendelsen ikke længere er opfyldt. NaturErhvervstyrelsen kan i
den situation meddele påbud om afhændelse af landbrugsejendomme inden
en frist på 6 måneder, medmindre NaturErhvervstyrelsen finder grundlag
for at meddele dispensation efter lovens § 24, stk. 3 eller 4.
§ 21. En fond,
forening eller anden juridisk person, der har opnået
forhåndsgodkendelse, kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller
en del af en landbrugsejendom til naturformål mv. uden tilladelse efter
lovens § 24, stk. 4, hvis ejendommen eller arealet i sin helhed ligger
inden for områder, der efter planloven er udpeget som naturområde med
særlige naturbeskyttelsesinteresser eller er udpeget som internationalt
naturbeskyttelsesområde.
Stk. 2. En fond, forening
eller anden juridisk person, der har opnået forhåndsgodkendelse, kan
tillige erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en
landbrugsejendom til naturformål mv., hvis ejendommen eller arealet i
sin helhed ligger inden for
1) § 3-områder efter naturbeskyttelsesloven,
2) områder, hvor
der er planer om gennemførelse af naturgenopretningsprojekter eller
anvendelse til godkendte vådområdeprojekter, der forudsættes gennemført i
nær fremtid,
3) områder, der efter planloven er udlagt som skovrejsningsområde, eller
4) råstofgrave,
der ifølge den offentlige planlægning eller bestemmelser i medfør af
råstofloven skal efterbehandles til naturformål.
Stk. 3. Hvis der er tale
om erhvervelse af arealer uden for de i stk. 1 og 2 fastlagte områder,
kan en sådan erhvervelse kun ske med NaturErhvervstyrelsens tilladelse
efter lovens § 24, stk. 3, jf. tillige stk. 4. Tilladelse kan normalt
kun gives, hvis der ikke er ejere af nærliggende landbrugsejendomme, der
opfylder betingelserne for at gøre fortrinsstilling gældende, jf.
lovens §§ 31-33.
Stk. 4. Nationalparkfonde,
som er oprettet efter lov om nationalparker, og som har opnået
forhåndsgodkendelse jf. lovens § 24, stk. 1, nr. 1, kan erhverve adkomst
på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom til
naturformål mv. uden tilladelse efter lovens § 24, stk. 3 eller 4, hvis
ejendommen eller arealet i sin helhed ligger inden for områder, der er
oprettet som nationalpark, jf. lov om nationalparker.
§ 22. Når en
fond, forening eller anden juridisk person erhverver en landbrugsejendom
eller en del af en landbrugsejendom til naturformål uden tilladelse
efter lovens § 24, stk. 3 eller 4, skal de erhvervede arealer anvendes i
overensstemmelse med den offentlige planlægning mv., der gælder for det
pågældende område, herunder planer for gennemførelse af
vådområdeprojekter mv.
Stk. 2. Offentligheden
skal i forbindelse med erhvervelse uden tilladelse sikres adgang til
arealerne svarende til den adgang, der gælder for offentligt ejede
arealer, jf. reglerne i naturbeskyttelseslovens §§ 22-29 og tilhørende
bekendtgørelser. Hvis der hegnes, f.eks. af hensyn til naturpleje ved
afgræsning, skal dette ske på en sådan måde, at der fortsat i væsentligt
omfang er offentlig adgang til arealerne. Kravet om offentlig adgang
gælder dog ikke for arealer, hvor der i forbindelse med gennemførelse af
et naturgenopretningsprojekt etableres en sø eller andre vådområder,
hvis der i væsentligt omfang er offentlig adgang til de øvrige arealer.
Kravet om offentlig adgang gælder heller ikke for arealer, hvor der i
medfør af anden lovgivning, f.eks. ved fredningskendelse mv., er fastsat
bestemmelser, der regulerer offentlighedens adgang til arealerne.
Stk. 3. Erhververen skal i forbindelse med erhvervelsen afgive erklæring om, at vedkommende forpligter sig til,
1) at anvende
ejendommen i overensstemmelse med de generelle retningslinjer, der er
fastlagt for den pågældende områdetype, jf. lovens § 24, stk. 7,
2) at der sikres
offentligheden adgang til ejendommens jorder, og at der derfor kun må
ske indhegning eller foretages andre foranstaltninger i et omfang, der
sikrer, at der fortsat i væsentligt omfang er offentlig adgang til
arealerne, jf. stk. 2,
3) inden 1 år
efter erhvervelsen at indsende en plan, der skal udarbejdes i samarbejde
med kommunen, til NaturErhvervstyrelsen for ejendommens anvendelse til
naturformål og for offentlighedens adgang til arealerne som
dokumentation for, at reglerne om offentlighedens adgang mv. er
iagttaget, og
4) at afhænde
ejendommen efter lovens regler, hvis den ikke længere anvendes i
overensstemmelse med retningslinjerne, i lovens § 24, stk. 1, nr. 3.
Stk. 4. Erhververen skal
efter anmodning fra NaturErhvervstyrelsen indsende oplysning om
anvendelse mv. af et erhvervet areal inden 4 uger efter modtagelsen af
anmodningen.
Fortrinsstilling til suppleringsjord
§ 23.
Fortrinsstilling til suppleringsjord efter reglerne i lovens §§ 31 og
32, jf. lovens § 12, stk. 2, og § 29, stk. 2, kan kun gøres gældende i
forbindelse med erhvervelse, hvorved ansøgeren (den primære erhverver)
og dennes børn under 18 år ved erhvervelsen vil blive ejer eller medejer
af mere end 150 ha med landbrugspligt, jf. dog bekendtgørelsens § 25 om
undtagelsesbestemmelserne i lovens § 33 og nedenfor stk. 2, 3 og 7. Ved
opgørelsen af areal medregnes ikke fradragsarealer, jf. lovens § 12,
stk. 3.
Stk. 2. Betingelserne i
lovens § 32, stk. 1, nr. 1-3, om arealgrænse og beboelsesbygning mv.
skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor den primære erhverver har
indgået købsaftale.
Stk. 3. Opgørelsen af
arbejdsbehovet i lovens § 32, stk. 2, nr.3, skal ske på grundlag af de
normtimesatser, der er fastsat i bilag 1 til bekendtgørelse nr. 884 af
28. august 2012 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til projekter
vedrørende investeringer i nye grønne processer og teknologier i den
primære jordbrugsproduktion.
Stk. 4. Fortrinsstilling
kan kun gøres gældende over for 40 pct. af de arealer, der søges
erhvervet af den primære erhverver, jf. lovens § 31, stk. 3. Det er
endvidere en betingelse, at arealerne uden dispensation i henhold til
lovens § 29, stk. 4, kan sammenlægges med en landbrugsejendom, hvis ejer
har fremsat ønske om suppleringsjord, jf. reglerne i lovens §§ 31 og
32.
Stk. 5. Reglerne om
fortrinsstilling gælder ikke i situationer, hvor den primære erhverver i
forvejen er lovlig ejer af de ejendomme, der indgår i jordomlægningen.
Reglerne gælder heller ikke i situationer, hvor den primære erhverver i
forvejen som den person, der opfylder kravene i lovens § 16, stk. 2,
(ankermanden), eller som den person, der opfylder kravene i lovens § 20,
stk. 1, (landmanden i selskabet), er lovlig medejer af de ejendomme,
der indgår i jordomlægningen.
Stk. 6. Ved erhvervelse af
en anpart i en landbrugsejendom efter reglerne i lovens § 16, hvorved
den primære erhverver og dennes børn under 18 år efter erhvervelsen vil
blive ejer eller medejer af mere end en landbrugsejendom, gælder
reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord kun i de situationer,
hvor den pågældende som ankermand selv skal opfylde lovens
erhvervelsesbetingelser.
Stk. 7. Ved erhvervelse af
areal til supplering af en landbrugsejendom, der ejes i sameje af flere
personer efter reglerne i lovens § 16 eller af et selskab efter lovens §
20, gælder reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord kun, hvis
ankermanden, jf. lovens § 16, eller landmanden i et selskab, jf. lovens §
20, samt eventuelle børn under 18 år vil blive ejer eller medejer af
mere end 150 ha eksklusive fradragsarealer, jf. dog bekendtgørelsens §
24.
Stk. 8. Hvis der
fremsættes ønske om fortrinsstilling til supplering af en
landbrugsejendom, der ejes i sameje af flere personer efter reglerne i
lovens § 16 eller af et selskab efter lovens § 20, kan reglerne om
fortrinsstilling til suppleringsjord kun bringes i anvendelse, hvis
ankermanden, jf. lovens § 16, eller landmanden i selskabet, jf. lovens §
20, ikke vil blive ejer eller medejer af mere end 70 ha eksklusive
fradragsarealer.
Stk. 9. Reglerne om
fortrinsstilling gælder ikke ved erhvervelse efter lovens § 13 (lovlig
ejet bedrift), § 14 (arv), § 15 (familiehandel), § 21, nr. 1, 2 og 4
(visse selskabserhvervelser), § 22 (offentlige myndigheder) og § 23
(vandforsyningsanlæg). Reglerne om fortrinsstilling gælder heller ikke
ved erhvervelse efter lovens § 24 (fonde, foreninger eller andre
juridiske personer), når der er tale om de i § 21, stk. 1 og 2, nævnte
arealer.
§ 24. Kravet i
lovens § 32, stk. 2, nr. 1, om, at den pågældende selv skal drive de
ejendomme, som vedkommende er ejer eller medejer af, indebærer, at den
pågældende skal drive disse landbrugsejendomme for egen regning og
risiko, når ejendommene anvendes til jordbrugsmæssige formål. Dette krav
er ikke opfyldt, hvis der er bortforpagtet arealer fra ejendommene.
Stk. 2. Kravet om egen drift er opfyldt, når arealerne drives i overensstemmelse med reglerne i lov om drift af landbrugsjorder.
Stk. 3. Kravet om egen
drift er opfyldt, hvis ejendommen er bortforpagtet til et selskab, der
opfylder betingelserne i lovens § 20, og hvor ansøgeren er landmand i
selskabet.
Stk. 4. Kravet om egen
drift er opfyldt, hvis den pågældende driver sin eller sine
landbrugsejendomme i fællesskab med andre landbrugere efter lovens § 26,
stk. 2.
§ 25. Efter
lovens § 33, stk. 1, kan en hovedejendom, som altid skal være forsynet
med en beboelsesbygning, suppleres op til 150 ha eksklusive
fradragsarealer, uden at reglerne om fortrinsstilling til
suppleringsjord skal bringes i anvendelse. Hovedejendommen kan enten
være den landbrugsejendom, hvor erhververen har sin bopæl eller den
landbrugsejendom, hvor den væsentligste del af produktionen foregår.
Dette gælder også for en landbrugsejendom, der ejes i sameje efter
reglerne i lovens § 16 eller i selskabsform efter lovens § 20, idet
bopælsejendommen i denne situation er den ejendom, hvor ankermanden
eller landmanden i selskabet har sin bopæl.
Stk. 2. Betingelserne for
supplering af en hovedejendom skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor
der er indgået bindende aftale om køb af suppleringsjord.
Stk. 3. En person, der har
fast bopæl på sin ægtefælles eller samlevers landbrugsejendom, kan som
udgangspunkt selv vælge, hvilken ejendom med beboelsesbygning, der skal
være hovedejendommen, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. I situationer,
hvor erhververen ejer flere landbrugsejendomme med beboelsesbygning,
træffer NaturErhvervstyrelsen afgørelse om, hvilken landbrugsejendom,
der er hovedejendommen. NaturErhvervstyrelsen skal normalt imødekomme
erhververens ønske om hvilken ejendom, der skal være hovedejendommen,
jf. stk. 1 og 3, medmindre særlige forhold taler imod det. Tilsvarende
gælder i situationer, hvor erhververen er ejer eller medejer af flere
landbrugsejendomme med beboelsesbygning, og hvor en eller flere af
ejendommene ejes i sameje eller i selskabsform. Hvis en landbrugsejendom
tidligere er suppleret efter reglerne for hovedejendomme, kan der kun i
særlige tilfælde udpeges en anden hovedejendom.
Stk. 5. Ved erhvervelse af
adkomst på yderligere landbrugsejendomme med henblik på sammenlægning
efter lovens § 29 med ejerens hovedejendom, jf. lovens § 33, stk. 1,
skal NaturErhvervstyrelsen behandle sagen efter reglerne om supplering
af en hovedejendom, jf. ovenfor stk. 1-4. En tilladelse skal betinges
af, at sammenlægningen er gennemført inden en frist på højst 1 år. Det
samme gælder, hvis det kun er en del af ejendommen, der overføres til
hovedejendommen. Hvis ejeren ønsker at beholde restejendommen som en
selvstændig landbrugsejendom, skal det undersøges, om der er naboer, der
ønsker at gøre fortrinsstilling gældende til restejendommen. Hvis
landbrugspligten ophæves på restejendommen, eller restejendommen ønskes
afhændet, skal dette ske inden en frist på højst 1 år.
Stk. 6. Bestemmelsen i
lovens § 33, stk. 2, gælder alle jordomlægninger, der sker i forbindelse
med afståelse af jord til offentlige anlæg mv. ved jordfordeling eller
ekspropriation, uanset om den pågældende ejendom afstår jord til
offentlige anlæg mv.
Stk. 7. Bestemmelsen i
lovens § 33, stk. 3, gælder ved erhvervelse af arealer som kompensation
for arealer af nogenlunde samme størrelse, uanset bonitet, der inddrages
til etablering af våde enge eller genopretning af vådområder med
henblik på gennemførelse af Vandmiljøplan II, jf. Miljøministeriets
cirkulære nr. 132 af 15. juli 1998 om regionplanlægning og
landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som
vådområder, eller som pålægges forbud mod tilførsel af gødning med
henblik på beskyttelse af drikkevand i overensstemmelse med en
indsatsplan. Tilsvarende gælder for projekter til gennemførelse af
Vandmiljøplan III og for arealer, der erhverves til erstatning for
arealer, der inddrages til statslige eller kommunale miljø- og
naturprojekter, med det formål at gennemføre EU’s vandrammedirektiv
eller Natura 2000 direktiver, jf. miljømålsloven. Reglerne gælder dog
ikke, hvis der er tale om fradragsarealer, jf. lovens § 12, stk. 3. Det
er en forudsætning, at arealerne er omfattet af bestemmelser, der varigt
eller i en periode på mindst 20 år hindrer tilførsel af gødning, og at
erhvervelsen sker inden 8 år efter inddragelsen af jorderne til de
nævnte formål.
Stk. 8. Reglerne om
fortrinsstilling til suppleringsjord finder heller ikke anvendelse ved
jordomlægninger, hvor to eller flere landbrugsbedrifter afgiver og
modtager arealer af nogenlunde samme størrelse og bonitet. Dette gælder
tillige, hvor de omfattede arealer består af hele eller dele af
landbrugsejendomme, og uanset om arealgrænsen på 150 ha er overskredet.
Stk. 9. Bestemmelserne om
fortrinsstilling til suppleringsjord finder ikke anvendelse ved
supplering af en landbrugsejendom, der ejes af en offentlig myndighed,
et vandforsyningsanlæg eller en juridisk person, jf. bekendtgørelsens §
23, stk. 9.
§ 26.
NaturErhvervstyrelsen kan bestemme, at der ikke skal foretages
undersøgelse af, om der er ønsker om fortrinsstilling til
suppleringsjord, hvis NaturErhvervstyrelsen finder, at der er tale om
1) en ubetydelig overskridelse af arealgrænsen på 150 ha, jf. lovens §§ 31 og 33,
2) supplering af en landbrugsejendom med et ubetydeligt areal,
3) erhvervelse
eller supplering af en landbrugsejendom, hvor der kun vil kunne gøres
fortrinsstilling gældende til et ubetydeligt areal,
4) mindre
forskelle i arealstørrelse og bonitet ved jordomlægninger, der omfattes
af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 25, stk. 8,
5) særlige lokale
forhold, herunder lokalplan og lignende, der kan begrunde, at der ikke
er ejere af nærliggende ejendomme, der kan gøre krav på en
fortrinsstilling til suppleringsjord, eller
6) særlige forhold, der kan begrunde, at der dispenseres fra reglerne i lovens § 12, stk. 2 i henhold til lovens § 17.
Stk. 2. Ved erhvervelse af
adkomst på en landbrugsejendom med henblik på afhændelse af en eller
flere af erhververens andre landbrugsejendomme gælder reglerne om
fortrinsstilling, når arealet af de landbrugsejendomme, som erhververen
og dennes børn under 18 år herefter vil være ejer eller medejer af,
forøges og overstiger 150 ha, eksklusive fradragsarealer.
Stk. 3. Ved erhvervelse af
adkomst på en landbrugsejendom, hvor erhververen har afhændet en del af
den erhvervede landbrugsejendom eller en del af erhververens andre
landbrugsejendomme, gælder reglerne om fortrinsstilling, når arealet af
de landbrugsejendomme, som erhververen og dennes børn under 18 år
herefter vil være ejer eller medejer af, forøges og overstiger 150 ha,
eksklusive fradragsarealer.
§ 27.
Undersøgelse af, om ejere af nærliggende landbrugsejendomme, der
opfylder betingelserne i lovens §§ 31 og 32, ønsker fortrinsstilling til
suppleringsjord, skal ske ved, at NaturErhvervstyrelsen foretager
offentlig bekendtgørelse på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside
(www.naturerhverv.dk/suppleringsjord). Ejere, der ønsker
fortrinsstilling, skal afgive oplysninger og ønsker om køb af
suppleringsjord på et særligt skema (naboerklæring), der kan hentes på
NaturErhvervstyrelsens hjemmeside (www.naturerhverv.dk eller
www.landbrugsloven.dk), eller som kan fås ved henvendelse til
NaturErhvervstyrelsen. Ved annoncering om suppleringsjord skal
naboerklæring om fortrinsstilling være modtaget hos
NaturErhvervstyrelsen senest 4 uger efter annonceringstidspunktet.
NaturErhvervstyrelsen afgør ud fra de afgivne oplysninger, om de
pågældende er berettigede til en fortrinsstilling, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Ved sager om
jordfordeling, der behandles efter reglerne i jordfordelingsloven, og
som ikke omfattes af undtagelsen i § 33, stk. 2, i lov om
landbrugsejendomme, jf. bekendtgørelsens § 25, stk. 6, skal det i
forbindelse med jordfordelingsplanlægningen undersøges ved annoncering
af planområdet i en eller flere lokale aviser, om ejere af
landbrugsejendomme, der opfylder betingelserne i lovens §§ 31 og 32
ønsker at gøre fortrinsstilling gældende til suppleringsjord. Ejere, der
ønsker fortrinsstilling til suppleringsjord, skal skriftligt fremsætte
anmodning herom, der skal være modtaget hos planlæggeren senest 4 uger
efter annonceringstidspunktet. Anmodninger, der inden for 4
ugers-fristen modtages hos NaturErhvervstyrelsen, betragtes dog også som
rettidigt modtaget. Bestemmelsen gælder såvel for ejere af
landbrugsejendomme inden for planområdet som uden for planområdet.
Stk. 3. Hvis en
naboerklæring, der er indkommet rettidigt til NaturErhvervstyrelsen,
ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til vurdering af, om den
pågældende nabo opfylder betingelserne for at opnå fortrinsstilling,
skal NaturErhvervstyrelsen fastsætte en frist på højst 4 uger til
fremsendelse af fornøden dokumentation.
Stk. 4. Hvis den i stk. 3
omhandlede dokumentation ikke er modtaget hos NaturErhvervstyrelsen
inden den fastsatte frist, kan den pågældende nabo ikke opnå
fortrinsstilling til suppleringsjord.
§ 28. Når
NaturErhvervstyrelsen finder, at en eller flere naboer, der har anmodet
om fortrinsstilling til suppleringsjord, opfylder betingelserne for at
opnå fortrinsstilling, meddeler NaturErhvervstyrelsen den primære
ansøger afslag på det ansøgte. Har den primære erhverver indgået endelig
aftale om køb af jorderne, meddeler NaturErhvervstyrelsen tillige påbud
om afhændelse af jorderne inden en frist på mindst 6 måneder. Samtidig
meddeler NaturErhvervstyrelsen sagens parter en frist på 4 uger til at
træffe aftale om afhændelse af jord til de fortrinsberettigede naboer og
til at give oplysning om, hvorvidt der er indgået aftale om afhændelse
af suppleringsjord, jf. stk. 5. Hvis der ikke har kunnet opnås enighed
mellem parterne om pris mv., skal de inden udløbet af 4-ugers fristen
fremkomme med oplysninger om, hvad de hver især mener, prisen bør være
samt begrundelse herfor. Endvidere skal den primære erhverver oplyse og
dokumentere handelsprisen for jorden med eventuelle bygninger inden
udløbet af 4-ugers fristen. Parterne kan eventuelt tillige give
oplysninger om sammenlignelige ejendomshandler, der i den senere tid er
sket inden for det pågældende område. NaturErhvervstyrelsen skal
herefter fastsætte prisen og eventuelt tillige afgrænsningen af arealet,
jf. stk. 8.
Stk. 2. Er der flere
ansøgere, der opfylder betingelserne for en fortrinsstilling til
suppleringsjord, anses de for at være ligeberettigede.
Stk. 3.
NaturErhvervstyrelsen kan bestemme, at ønsker om suppleringsjord ikke
imødekommes, uanset om betingelserne for fortrinsstilling er opfyldt,
hvis den fortrinsberettigede kun ville kunne få fortrinsstilling til et
ubetydeligt areal.
Stk. 4. Fortrinsstillingen
bortfalder, hvis den primære erhverver og dennes børn under 18 år ikke
længere overskrider arealgrænsen på 150 ha, jf. lovens §§ 31 og 33,
f.eks. ved frasalg af jorder. Det samme gælder, hvis en nabo, der har
opnået fortrinsstilling, erhverver jord fra anden ejendom, hvorved
arealgrænsen på 70 ha overskrides.
Stk. 5. Fortrinsstillingen
bortfalder ligeledes, hvis den fortrinsberettigede ikke inden udløbet
af den fastsatte frist på 4 uger, jf. stk. 1, har indsendt dokumentation
til NaturErhvervstyrelsen for, at der er indgået aftale om køb af
suppleringsjord, eller har fremsendt oplysninger om, hvad vedkommende
mener prisen bør være, så NaturErhvervstyrelsen kan fastsætte pris mv.
NaturErhvervstyrelsen kan dog beslutte, at fortrinsstillingen kan
opretholdes, hvis ganske særlige forhold taler for det, jf. tillige stk.
8. Hvis den primære ansøger ikke er fremkommet med oplysninger, træffer
NaturErhvervstyrelsen afgørelse på det foreliggende grundlag.
Stk. 6. I situationer,
hvor parterne ikke har kunnet blive enige om pris eller afgrænsning for
suppleringsjorden, træffer NaturErhvervstyrelsen afgørelse om den pris,
der skal være afgørende for at bevare en fortrinsstilling, eller om
afgrænsningen af suppleringsjorden. NaturErhvervstyrelsens
prisfastsættelse sker på grundlag af handelsprisen, og prisen pr. ha
fastsættes normalt som et gennemsnit af den aftalte handelspris.
NaturErhvervstyrelsen meddeler parterne en ny frist på 4 uger, inden for
hvilken parterne selv skal forhandle sig til enighed om
handelsvilkårene og give underretning herom til NaturErhvervstyrelsen.
Samtidig hermed meddeler NaturErhvervstyrelsen den eller de
fortrinsberettigede en frist til at stille sikkerhed for betaling af den
fastsatte pris for suppleringsjorden, således at bankgaranti eller
lignende sikkerhed skal være modtaget hos NaturErhvervstyrelsen senest 2
uger efter udløbet af den nævnte frist på 4 uger. Hvis parterne har
truffet bindende aftale om køb af jorderne, skal der dog ikke fremsendes
sikkerhedsstillelse til NaturErhvervstyrelsen. Sikkerhedsstillelsen
skal svare til den fastsatte pris, og den skal være gældende i mindst 1
år, idet den dog kan frigives af NaturErhvervstyrelsen på et tidligere
tidspunkt, f.eks. i forbindelse med, at der er indgået aftale om køb af
jorderne.
Stk. 7. Hvis en
fortrinsberettiget ikke vil betale den af NaturErhvervstyrelsen
fastsatte pris for suppleringsjorden eller ikke har fremsendt
sikkerhedsstillelse til NaturErhvervstyrelsen inden den fastsatte frist,
bortfalder fortrinsstillingen, jf. dog stk. 8.
Stk. 8. Hvis
NaturErhvervstyrelsens afgørelse om fortrinsstilling, jf. stk. 1 og 5,
påklages, suspenderes 4 ugers-fristen i stk. 1, idet der som
udgangspunkt løber en ny frist på 4 uger fra modtagelsen af
Fødevareministeriets Klagecenters afgørelse i klagesagen, jf. § 7 i
bekendtgørelsen om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og
beføjelser. Tilsvarende gælder, hvis NaturErhvervstyrelsens afgørelse
efter stk. 6, jf. stk. 7, påklages. Et eventuelt meddelt påbud om
afhændelse suspenderes også, mens klagesagen behandles. Er der stillet
bankgaranti eller lignende sikkerhed, jf. stk. 6, 3. pkt., bortfalder
forpligtelsen til at opretholde denne.
Stk. 9. Hvis det areal,
som den fortrinsberettigede har gjort sin fortrinsstilling gældende
overfor, bliver solgt til anden side, skal den fortrinsberettigede have
mulighed for at fremsætte et nyt ønske om erhvervelse af et andet areal,
såfremt den primære erhverver og dennes børn under 18 år efter
frasalget fortsat overskrider arealgrænsen på 150 ha, og den
fortrinsberettigede fortsat opfylder betingelserne for fortrinsstilling.
Stk. 10. Ved ejerskifte
af en landbrugsejendom, der ejes af en jordbruger, der har opnået
fortrinsstilling til suppleringsjord, kan den nye ejer indtræde som
fortrinsberettiget, hvis den nye ejer også opfylder betingelserne for
fortrinsstilling og accepterer de afgørelser om pris og beliggenhed mv.,
som NaturErhvervstyrelsen har truffet. NaturErhvervstyrelsen kan
fastsætte en frist for fremsendelse af erklæring.
§ 29. En ejer af
en landbrugsejendom, hvorpå der i medfør af den tidligere landbrugslov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999, er tinglyst deklaration
om hvilende fortrinsstilling, kan få deklarationen aflyst uden
tilladelse fra den påtaleberettigede.
Frikøbte ejendomme og familieejendomme
§ 30. Som følge af ophævelse af den hidtidige regel i lovens § 19 slettes
1) notering i
tingbogen om, at en landbrugsejendom er frikøbt i henhold til § 11, stk.
1, sidste pkt., i lov nr. 291 af 31. marts 1949 om landbrugsejendomme,
og
2) notering i
matriklen og tingbogen om, at en landbrugsejendom er noteret som en
familieejendom i henhold til § 17, stk. 3, i lov nr. 114 af 4. april
1967 om landbrugsejendomme.
Stk. 2. Sletning af de pågældende noteringer vil ske på NaturErhvervstyrelsens foranledning.
Ansøgninger generelt
§ 31. Ansøgning efter lov om landbrugsejendomme skal indeholde:
1) Angivelse af,
hvilke betingelser i lov om landbrugsejendomme, der ikke er opfyldt, og
oplysning om særlige forhold, der kan begrunde en tilladelse. Hvis der
er tale om erhvervelse af en landbrugsejendom, skal det erklæringsskema
anvendes, som vedrører den pågældende erhvervelsessituation, jf.
skemaerne på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside (www.naturerhverv.dk
eller www.landbrugsloven.dk).
2) Oplysning om
ejendommens adresse, matrikelbetegnelse og samlede areal, f.eks.
ejendomsattest fra kommunen eller matrikeludskrift fra Geodatastyrelsen.
3) Oplysning om ejerens navn, personnummer og adresse og tilsvarende oplysninger om en eventuel køber eller forpagter.
4) Oversigtskort,
der viser de berørte ejendomme og arealer, jf. § 7 i bekendtgørelsen om
landinspektørerklæringer i henhold til lov om landbrugsejendomme. Dette
gælder dog ikke ved ansøgning om dispensation fra personlige betingelser
som f.eks. bopælskrav mv.
5) Oplysning om, hvorvidt dele af ejendommen ligger i byzone eller sommerhusområde.
6) Oplysning om
fradragsarealer efter lovens § 12, stk. 3, jf. § 6 i bekendtgørelse om
landinspektørerklæringer i henhold til lov om landbrugsejendomme, hvis
ansøgningen vedrører dispositioner, hvor der er behov for, at der kan
ske fradrag af arealer.
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 32. Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 8-9, § 12, §§ 14-19, § 20, stk. 5, § 21 og § 22 straffes med bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 33. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2013.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr.
1338 af 18. december 2012 om reglerne i lov om landbrugsejendomme
ophæves. Reglerne i §§ 23-29 i bekendtgørelse nr. 306 af 26. marts 2010
om reglerne i lov om landbrugsejendomme finder dog fortsat anvendelse
for retshandler, der er indgået før 1. januar 2013, idet det dog er
NaturErhvervstyrelsen, der træffer afgørelse i stedet for
jordbrugskommissionen.
Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen overtager behandlingen af de sager, der inden 1. april 2013 er indkommet til jordbrugskommissionerne.
NaturErhvervstyrelsen, den 21. marts 2013
Anders Munk Jensen
/ Kurt Vagner Jensen