Den fulde tekst
Bekendtgørelse om kriterier for vurdering af kommunale projekter vedrørende fosforvådområder
I medfør af § 55, stk. 5, § 60 a,
stk. 2, § 70 og § 78, stk. 6, i lov om
naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. september 2009,
som ændret ved lov nr. 484 af 11. maj 2010, fastsættes:
§ 1.
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører kriterier for vurdering
af kommunale projekter, der iværksættes for at forbedre vandmiljø og
natur ved en reduktion af fosforbelastningen (fosforvådområder), og
hvortil der søges om tilskud efter NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse
om tilskud til kommunale projekter vedr. fosforvådområder.
Stk. 2. Bestemmelserne
i denne bekendtgørelse vedrører tillige sagsgangen mellem kommunerne,
Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen i forbindelse med behandling af
ansøgninger i henhold til bekendtgørelsens § 4 og § 5.
§ 2. Ansøgninger
om tilskud til forundersøgelser forud for anlæg af fosforvådområder og
ansøgninger om tilskud til anlæg af fosforvådområder sendes til
Naturstyrelsen, som videresender ansøgningerne til NaturErhvervstyrelsen
sammen med en indstilling, jf. § 3.
Stk. 2. Naturstyrelsen
kvitterer skriftligt for modtagelsen af ansøgninger. Uanset at
Naturstyrelsen ikke har foretaget en vurdering, jf. §§ 3-5, kan
styrelsen forinden i kvitteringsskrivelsen meddele, at ansøger kan
iværksætte forundersøgelse af anlæg af fosforvådområde på eget ansvar.
§ 3. På baggrund
af en vurdering af ansøgninger om tilskud til forundersøgelser forud for
anlæg af fosforvådområder, jf. § 4, og af ansøgninger om tilskud
til projekter vedrørende anlæg af fosforvådområder, jf. § 5, sender
Naturstyrelsen en indstilling til NaturErhvervstyrelsen med henblik på
at NaturErhvervstyrelsen træffer afgørelse om ansøgningerne efter
bekendtgørelsen om tilskud til kommunale projekter vedrørende
fosforvådområder.
§ 4. Ved
vurdering af ansøgninger om tilskud til forundersøgelser forud for anlæg
af fosforvådområder lægger Naturstyrelsen vægt på, at forundersøgelsen
muliggør en vurdering af:
1) fosforvådområdets opfyldelse af de i § 5 nævnte kriterier, og
2) fosforvådområdets gennemførlighed, herunder lodsejertilslutning.
Stk. 2. Naturstyrelsen
indstiller ansøgninger om tilskud til forundersøgelser, der opfylder de
i stk. 1 nævnte kriterier, til et tilsagn om tilskud. Ansøgninger,
der ikke opfylder de i stk. 1 nævnte kriterier, kan indstilles til
et afslag.
§ 5. Ved
vurdering af ansøgninger om tilskud til projekter vedr. anlæg af
fosforvådområder lægger Naturstyrelsen vægt på, at følgende kriterier er
opfyldt:
1) Projektområdet
er beliggende opstrøms specifikke søer, identificeret med henblik på
reduktion af fosforbelastningen i de statslige vandplaner, der er
offentliggjort eller vedtaget af miljøministeren eller i de
efterfølgende kommunale handleplaner.
2) Projektet
bidrager til, at reduktionen af fosforbelastningen fra vandoplandet
samlet udgør mindst 20 kg fosfor pr. ha pr år. Dette kan fraviges i
særlige tilfælde.
3) Projektet er omkostningseffektivt (pris pr. kg fosfor).
4) Projektet skal gennemføres ved etablering af naturlige hydrologiske processer. Dette kan fraviges i særlige tilfælde.
5) Der må ikke være en høj risiko for fosforfrigivelse fra jorden i projektområdet.
6) Projektets
effekt på udvaskningen af okker indgår i vurderingen af ansøgningen.
Projektet må ikke medføre en merudvaskning af okker fra projektområdet.
7) Projektets
effekt på det vilde plante- og dyreliv i projektområdet indgår i
vurderingen af ansøgningen. Projektets samlede effekt på det vilde
plante- og dyreliv må ikke være negativ.
8) Projektets
effekt på Natura 2000-områder og på dyre- og plantearter omfattet af
lovens bilag 3 og bilag 5 indgår i vurderingen af ansøgningen. Projektet
må ikke medføre skade på et Natura 2000-område, beskadigelse eller
ødelæggelse af yngle- eller rasteområder for beskyttede arter, omfattet
af lovens bilag 3 eller ødelæggelse af beskyttede plantearter, omfattet
af lovens bilag 5.
Stk. 2. Naturstyrelsen
indstiller ansøgninger om tilskud til projekter vedrørende anlæg af
fosforvådområder, der opfylder de i stk. 1 nævnte kriterier, til et
tilsagn om tilskud. Ansøgninger, der ikke opfylder de i stk. 1
nævnte kriterier, kan indstilles til et afslag.
§ 6. Naturstyrelsens afgørelse efter § 2, stk. 2, 2. pkt., kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 7. Ansøgningsskema kan findes på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.
§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft 15. maj 2012.
Miljøministeriet, den 2. maj 2012
Ida Auken
/ Henrik Ellermann