Den fulde tekst
Lov om
ændring af lov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige
produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden
(Ophævelse af krav om særskilt aflivning af fostre i forbindelse med slagtning)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov nr. 269 af 21. april 2004 om forbud mod
slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste
tiendedel af drægtighedsperioden foretages følgende ændring:
1. § 2, stk. 2-4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Slagtning i medfør af stk. 1 skal udføres af en dyrlæge eller af en person under dennes tilsyn.
Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug
og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om håndtering af fostre i
forbindelse med slagtning af drægtige produktionsdyr og heste i den
sidste tiendedel af drægtighedsperioden, jf. stk. 1.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2013.
Givet på Amalienborg, den 21. december 2012
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Mette Gjerskov