Den fulde tekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om miljøbetinget tilskud
§ 1
I bekendtgørelse nr. 590 af 8. juni 2007 om
miljøbetinget tilskud, som ændret ved bekendtgørelse nr. 898 af 11. juli
2007, bekendtgørelse nr. 37 af 29. januar 2008, bekendtgørelse nr. 886
af 5. september 2008, bekendtgørelse nr. 63 af 30. januar 2009,
bekendtgørelse nr. 74 af 2. februar 2009, bekendtgørelse nr. 41 af 14.
januar 2010, bekendtgørelse nr. 1289 af 23. november 2010 og
bekendtgørelse nr. 91 af 27. januar 2012, foretages følgende ændringer:
1. § 19, stk. 2, 1.-3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Producentskifteerklæringen skal indgives på et
særligt skema, der fås via NaturErhvervstyrelsens hjemmeside eller ved
henvendelse til NaturErhvervstyrelsen.«
2. Efter § 20 indsættes i kapitel 5:
»§ 20 a. Hvis et tilsagn
omfatter tilsagnsarealer, der bliver omfattet af § 21, stk. 2, nr. 1,
kan der indgives erklæring om, at nedsættelse af tilskud i medfør af §
21, stk. 2, nr. 1, ikke accepteres.
Stk. 2. Erklæringen kan vedrøre et eller
flere tilsagn om tilskud. Der gælder følgende bestemmelser for
erklæringen for det enkelte tilsagn:
1) Erklæringen skal omfatte alle de tilsagnsarealer, der bliver omfattet af § 21, stk. 2, nr. 1.
2) Erklæringen kan omfatte
tilsagnsarealer, der er beliggende inden for 2 meter bræmmer langs
vandløb og søer, jf. § 69 i lov om vandløb. I givet fald skal
erklæringen omfatte alle disse tilsagnsarealer.
Stk. 3. Erklæringen skal være modtaget i
NaturErhvervstyrelsen senest den dag, hvor fristen for ansøgning om
enkeltbetaling udløber i 2013. Erklæringen skal indgives af den, der ved
indgivelse af erklæringen som ejer eller forpagter driver de
tilsagnsarealer, der er omfattet af erklæringen, og som er registreret i
NaturErhvervstyrelsen som tilsagnshaver eller i tilfælde af
producentskifte vil indtræde i tilsagnet, jf. § 19.
Stk. 4. Erklæringen skal indgives til
NaturErhvervstyrelsen på et særligt skema, der fås via
NaturErhvervstyrelsens hjemmeside eller ved henvendelse til
NaturErhvervstyrelsen. Erklæringen skal indeholde de oplysninger, der
forlanges til brug for sagsbehandlingen, herunder indtegning af arealer
på et markkort i målforholdet 1:10.000. De markblokke og markbloknumre,
der fremgår af Fødevareministeriets markblokregister ved indgivelse af
erklæringen, skal fremgå af markkortet.
Stk. 5. Ved rettidig modtagelse af
erklæringen bortfalder tilsagnet for de arealer, der er omfattet af
erklæringen, hvis erklæringen er i overensstemmelse med stk. 2.
Tilsagnet for de nævnte arealer bortfalder med virkning fra den 1.
september 2012. Uanset 1. og 2. pkt. træffer NaturErhvervstyrelsen
afgørelse vedrørende overtrædelse af bestemmelser, der kan medføre
nedsættelse af tilskud eller bortfald af tilsagn om tilskud, og som er
konstateret forud for NaturErhvervstyrelsens modtagelse af erklæringen.«
3. I § 21 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Uanset stk. 1 udgør det årlige
tilskud for det tilsagnsår, der begynder den 1. september 2012, 0 kr.
pr. ha for følgende arealer:
1) Tilsagnsarealer, der er
randzonearealer i perioden fra den 1. september 2012 og til og med
fristen for indgivelse af ansøgning om enkeltbetaling i 2013. Ved
randzonearealer forstås i 1. pkt. og i nr. 2 arealer, der er randzone i
medfør af lov om randzoner og regler udstedt i medfør heraf.
2) Tilsagnsarealer,
a) for hvilke der søges om kompensation
for randzoner for en forpligtelsesperiode, der helt eller delvis er
sammenfaldende med det nævnte tilsagnsår, og
b) som er randzonearealer ved begyndelsen af den i litra a nævnte forpligtelsesperiode.«
4. § 29, stk. 2, 2. pkt., og § 32 ophæves.
§ 2
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2013.
Stk. 2. § 1, nr. 1, finder anvendelse fra den 1. januar 2013.
NaturErhvervstyrelsen, den 22. januar 2013
Pernille Andersen
/ Steen Bonde