Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i følgende forskrifter
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om godkendelse af desinfektionsmidler m.v. i fødevarevirksomheder m.v.

I medfør af § 26, § 45 stk. 3, og § 60 stk. 3, i lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 820 af 1. juli 2011, fastsættes:

Område og definitioner

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på desinfektionsmidler, der bruges til lokaler, inventar og udstyr, som kan komme i berøring med fødevarer, pattedypningsmidler samt pattespray og midler, der bruges til yverhygiejne i mælkeleverende besætninger.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder tillige anvendelse på korrosionsnedsættende midler til dampkedler.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på desinfektionsmidler m.v., som skal godkendes efter kapitel 7 i lov om kemikalier, jf. lovbekendtgørelse nr. 878 af 26. juni 2010 med senere ændringer.

Godkendelse

§ 2. Følgende midler skal godkendes af Fødevarestyrelsen:

1) Desinfektionsmidler, der bruges

a) i fødevarevirksomheder,

b) i mælkeleverende besætninger, og

c) om bord på fiskefartøjer, med opbevaring af konsumfisk i mere end 24 timer.

2) Pattedypningsmidler og pattespray.

3) Produkter, der anvendes til yverhygiejne før malkning.

§ 3. De i § 2 nævnte midler skal være toksikologisk vurderet.

Stk. 2. Desinfektionsmidler og pattedypningsmidler skal have en dokumenteret teknologisk effekt. Effekten skal testes ved brug af relevante europæiske standarder. Desinfektionsmidler kan opfylde kravene til teknologisk effekt ved at have en baktericid, fungicid eller både baktericid og fungicid effekt.

Ansøgning

§ 4. Ansøgning om godkendelse, af de i § 2 nævnte produkter, skal indgives til Fødevarestyrelsen. Ansøgningsskema kan findes på fødevarestyrelsens hjemmeside: www.fvst.dk.

Korrosionsnedsættende midler til dampkedler

§ 5. Korrosionsnedsættende midler til dampkedler, der benyttes til produktion af damp, som kan komme i direkte forbindelse med fødevarer, må udelukkende fremstilles af indholdsstoffer, der er godkendt af Fødevarestyrelsen med de dertil hørende fastsatte restriktioner og/eller specifikationer.

Stk. 2. Listen over godkendte indholdsstoffer til korrosionsnedsættende midler til dampkedler kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk.

Stk. 3. Ansøgning om optagelse af nye indholdsstoffer på listen over godkendte indholdsstoffer, jf. stk. 1, skal indgives til Fødevarestyrelsen, Stationsparken 31, 2600 Glostrup. Ansøgningsskema kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk.

Stk. 4. Korrosionsnedsættende midler til dampkedler, der er godkendt af Fødevarestyrelsen i henhold til tidligere gældende regler, må fortsat anvendes.

Mærkning

§ 6. Midler, der er godkendt af Fødevarestyrelsen, jf. § 4, skal være mærket med ordene:

1) “Desinfektionsmiddel godkendt af Fødevarestyrelsen under journalnummer (journalnummer anføres)” for så vidt angår midler nævnt i § 3 stk. 1, nr. 1.

2) “Produktet virker (baktericidt, fungicidt eller baktericidt og fungicidt anføres)” for så vidt angår midler nævnt i § 3 stk. 1, nr. 1.

3) “Pattedyp eller pattespray godkendt af Fødevarestyrelsen under journalnummer (journalnummer anføres)” for så vidt angår midler nævnt i § 3 stk. 1, nr. 2.

4) “Middel godkendt af Fødevarestyrelsen under journalnummer (journalnummer anføres) til yverhygiejne før malkning” for så vidt angår midler nævnt i § 3 stk. 1, nr. 3.

Stk. 2. Midler, der er godkendt af Fødevarestyrelsen skal desuden være mærket med:

1) Forhandlernes navn og adresse

2) En brugsanvisning, herunder oplysning om anvendelsesområde og maksimal brugskoncentration. For desinfektionsmidler skal desuden oplyses minimal brugskoncentration.

3) Ordene “Må ikke opbevares sammen med fødevarer”, og “Må kun opbevares i originalemballage”.

4) Oplysning om at overflader, der kommer i forbindelse med fødevarer, skal skylles af med drikkevand efter endt desinfektion.

5) Oplysning om, at desinfektion skal foretages som en særskilt arbejdsproces efter rengøring med tilhørende afskylning, hvis midlet er et kombineret rengørings- og desinfektionsmiddel.

6) Ordene “Må kun anvendes umiddelbart efter malkning”, hvis midlet er et pattedypningsmiddel eller en pattespray nævnt i § 3, nr. 2.

Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan ved godkendelse fastsætte yderligere krav til mærkningen af det pågældende middel.

Stk. 4. Fødevarestyrelsen kan i visse tilfælde dispensere fra kravet i stk. 2, nr. 4. Hvis der er givet dispensation skal dette anføres på etiketten.

Tilbagekaldelse

§ 7. Fødevarestyrelsen kan til enhver tid tilbagekalde eller ændre en godkendelse af et middel omfattet af denne bekendtgørelse, herunder godkendelse meddelt før bekendtgørelsens ikrafttræden, hvis det er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan endvidere tilbagekalde en godkendelse, såfremt produktet indeholder et aktivstof, der ikke optages på bilag I eller bilag IA til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (som ændret).

Overgangsbestemmelser

§ 8. Desinfektionsmidler m.v., som er omfattet af denne bekendtgørelse, og som på tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden er godkendt i henhold til tidligere regler, kan fortsat markedsføres på de i godkendelsen anførte betingelser, medmindre andet bestemmes af Fødevarestyrelsen.

Stk. 2. Produkter, som tidligere var undtaget fra godkendelsesordningen, jf. § 5 i bekendtgørelse nr. 411 af 27. maj 2008 om desinfektionsmidler m.v. i fødevarevirksomheder m.v., må markedsføres indtil 1. september 2013.

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 9. Med bøde straffes den, der overtræder § 3, § 6, stk. 1, § 7 og § 10 stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er

1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

§ 10. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 10. februar 2013.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 411 af 27. maj 2008 om godkendelse af desinfektionsmidler m.v. i visse fødevarevirksomheder m.v.

Fødevarestyrelsen, den 23. januar 2013

P.D.V.
Hanne Larsen

/ Louise Baad Rasmussen